Fra flinteøkser til krigsskibe

Når man vifter med hånden, så…

Det er dog ikke kun Kolding-koggen, der skal under luppen. Takket være en donation på 10. mio. kroner fra D/S Orient’s Fond/Dampskibsselskabet NORDEN og en 19 millioner kroner bevilling fra det Europæiske Forskningsråd (ERC) kan Nationalmuseet styrke sin forskning, bevaring og formidling af den maritime Danmarkshistorie i projektet Havet – fra urtid til nutid. Det sker i det nyoprettede Center for Maritim og Submarin kulturarv. Som forskningsprofessor David Gregory, der står i spidsen for arbejdet, siger i forbindelse med centrets åbning i denne uge:

”Der findes en hel verden skjult under havoverfladen, som fortæller om Danmarks maritime historie – vores afhængighed af og tætte relation til havet gennem årtusinder, fra stenalderen og frem til i dag. Med den generøse bevilling kan vi nu blive klogere på den kulturarv, der ligger under vand, og som udgør en væsentlig del af Danmarks kulturhistorie.”

Og der er nok at tage fat på. David Gregory nævner i flæng:

”Der er bl.a. skibsvrag, havne- og fiskeanlæg, stenalderbopladser og de ting, man kan finde som knogler og DNA. Tidsmæssigt kigger vi på tiden fra istidens is trak sig tilbage og op til nu.”

”Kulturstyrelsen nævner noget i retning af 20.000 vrag og 20.000 stenalderbopladser, men det dækker så også alt lige fra et stykke flint til et skibsvrag . Det er jo ret umuligt at finde et nøjagtigt tal. Vores erfaring viser, at bare man vifter med hånden under vandet, så finder man en boplads eller et redskab!”

Marinarkæologen Andreas Bloch supplerer:

”Hvis man lige ser bort fra Vestkysten, så er Danmarks kyster jo enormt beskyttet mod havbundserosion, så der findes stadig spor fra 10.000 år gamle bopladser. Derfor er vores kulturarv så unik i verden.”

Og David Gregory indskyder:

”Og så har Danmark en fantastisk museumslov. Jeg tror, det nærmest er det eneste sted i verden, hvor man passer så godt på den kulturarv, der ligger under vandet. Det kan vi godt prale lidt af.”

Middelalderens containerskib

Tilbage til de store vandkar med Kolding-koggen hos Nationalmuseets Bevaringsafdeling i Brede nord for København. Koggen er en af en god håndfuld kogger, fundet i Danmark, og spørgsmålet er, hvad den kan fortælle os om landets maritime historie. Som marinarkæologerne siger, så har koggerne ikke været lige så sexede som de smalle vikingeskibe et par århundreder tidligere. Til gengæld har de haft afgørende betydning for handel og byudvikling omkring Østersøen. David Gregory forklarer:

”Det var i forbindelse med oprettelsen af Hanseforbundet i Nordtyskland at man begyndte at udvikle de her store skibe. Der blev handlet vildt meget i den periode. Saltproduktionen på Læsø gik bananas, sildemarkederne blomstrede, og man fragtede korn og tømmer rundt i Nordeuropa. Man ændrede hele skibskonstruktionen med et agterspejl, mere flad køl, så skibet kunne gå tættere på land, og tilføjede et ror i agterstavnen, noget som Kolding-koggen er det første arkæologiske eksempel på. Skroget blev ændret, så det blev mere rummeligt med plads til lasten."

Dette bliver uddybet af centerets søfartshistoriker Benjamin Asmussen:

 

”De nye kogger trækker lange spor op i tid. Koggerne kunne bygges større og af træ af ringere kvalitet end ved de omhyggeligt byggede vikingeskibe. Koggernes rummelighed betød, at store mængder varer nu kunne transporteres til lavere priser, og den handel bandt Europa tættere sammen. Nu kunne grovere varer, som fx korn, fragtes over havet, hvilket gav mulighed for større byer at vokse frem. På mange måder minder koggen om nutidens gigantiske bulkcarriers, der fragter råmaterialer på tværs af kloden og holder fabrikkerne i gang.”

 

Benjamin Asmussen fortsætter:

”Koggen var et vigtigt skridt i skibsudviklingen på vej mod det store tremastede skib, der gjorde det muligt for europæerne at besejle hele verden fra 1400-tallet. Derfor er de så vigtige at lære at kende.”

 

 

Kemi og biologi i havbunden

At man den dag i dag både kan se pæleormens hærgen i træet for 900 år siden og træets overfladestruktur skyldes, at vraget har ligget begravet i et iltfrit miljø med kun langsom nedbrydning af bakterier. Men hvad er det mere præcis, der sker, når vores undervandsarv bliver nedbrudt, hvad enten det er af naturlige eller menneskeskabte årsager? Det undersøger centrets marinarkæologer og -historikere i EU-projektet ENDURE. Om dette arbejde fortæller forsker og konservator Anne Marie Høier Eriksen:

”Ja, vi har et stort problem med pæleorm. Derfor har vi også en del forskningsprojekter omkring pæleorm og pæleorms indflydelse på vand og vanddrukkent træ på havbunden. En anden proces, vi skal kigge på i ENDURE, er, hvad det er for bakterier, der nedbryder træ under iltfrie forhold. Og så blive klogere på, hvad det er for nogle processer og stofomsætninger, der foregår, og hvordan de spiller ind i forhold til, hvor hurtigt tingene forsvinder og i hvilke miljøer.”

”Vi vil også eksperimentere med at analysere stoffer, som løber ud i sedimentet fra selve genstanden. Kan man nøjes med at tage en sedimentprøve og få de samme informationer, som man ville kunne ved at lave en fuld udgravning, så har vi jo sparet rigtig meget. Men det er klart, at der trods alt er mange andre ting, man kan få ud af at lave en egentlig udgravning.”

 

Krigsvrag i Nordsøen

Vi springer en del hundrede år frem i tiden, nærmere bestemt til 1. Verdenskrig. Skibsvrag fra den tid er også kulturarv, men ikke nødvendigvis meget bedre bevaret end Kolding-koggen. Marinhistorikere og arkæologer har kortlagt og dokumenteret det forfald, som naturen og mennesket har forårsaget på en lang række af krigsvragene i Nordsøen fra Slaget ved Jylland i 1916. David Gregory forklarer:

”Nedbrydningen af nogle af disse vrag er en blanding af naturlige processer og påvirkninger fra fiskeriet. Vi kan se, at der er mærker fra bundtrawl, hvor ploven har været igennem vraget og flyttet på forskellige ting. Men fiskerne vil jo heller ikke have ødelagt deres udstyr, så vi vil snakke med fiskerne og se, om vi kan finde nogle løsninger. Der er meget arbejde og diskussioner med fx WWF i Danmark for at udpege områder, hvor bundtrawl bliver forbudt, samt udpege områder som marine naturnationalparker. Det hjælper ikke, hvis vi peger fingre og siger, at fiskerne ødelægger det hele.”

David Gregory fortæller også, at krigsvragene er en del af vores kulturarv og stadig har en betydning for nogle mennesker. På The Seawar Museum i Thyborøn er en mindepark, hvor der kommer mange tyskere og britter forbi for at mindes deres familiemedlemmer. Og så er der en anden og nok så alvorlig grund til at holde øje med vragene. David Gregory uddyber:

”Skibsvragene er jo af metal, som ruster. I nogle af vragene ligger der stadig olie og ammunition, og det vil være vigtigt at finde ud af, hvor hurtigt vragene nedbrydes. Det er derfor også en af de ting, vi vil forsøge at finde ud af i vores projekter.”

 

Det er ikke kun tidsmæssigt, men også geografisk at det nye center spænder vidt. En af samarbejdspartnerne i centret er Grønlands Nationalmuseum og Arkiv i Nuuk. Grønlands geografi er jo temmelig anderledes end Danmarks flade landskab, så David Gregory siger:

 

”I forbindelse med en udvidelse af lufthavnen i Sisimiut fandt man på forholdsvis lav dybde noget bearbejdet træ og nogle rødmalede hvalrostænder. Det er muligt, at det er resterne af et vikingeskib fra nordbotiden. Vi vil forsøge at genlokalisere stedet både med dykkere og med seismik. Og så har vi diskuteret et projekt omkring Hans Hedtoft, skibet der forliste ud for Sydgrønland i 1959, som der er kommet nye oplysninger frem om. Vraget ligger på nogle hundrede meter vand, så her er det helt andre metoder, der skal i brug.”