Hi-tech laks

Genbrugsvand

Danmark har i årtier opdrættet ørreder i ferskvandsdamme i især Jylland. Det har været en lavteknisk metode, hvor vand fra åer er strømmet igennem dammene og videre ud i åerne og havet. I vandet fulgte også næringsstoffer fra fiskenes fordøjelse, foderrester og antibiotika.

I de seneste år er en ny type anlæg, kaldet RAS-anlæg (Recirculating Aquaculture Systems), dukket op. Det er anlæg, der genbruger vandet igen og igen, og hvor vandkvaliteten løbende kontrolleres, styres og sikrer fiskenes velfærd.

 

I Fødevareministeriets Strategi for en bæredygtig akvakultursektor 2021-2027 er et af pejlemærkerne netop fortsat at udbrede og udvikle RAS-anlæg – et område hvor Danmark har en international førerposition, når det gælder viden om teknologierne og de biologiske forhold. Om fordele og udfordringer ved RAS-anlæg siger Jesper Heldbo, konsulent og fiskeribiolog med 40 års global erfaring fra akvakulturbranchen:

”Fordelen er, at man kan kontrollere det miljø, fiskene svømmer rundt i. Man kan rense og genbruge ca. 95% af vandet, så i princippet kan man opføre et RAS-anlæg på en markedsplads i fx Paris eller Milano, fordi vandforbruget er minimalt. Men snakker man marine fisk som laks og regnbueørred, er det naturligvis vigtigt at ligge tæt ved havet, så man kan tage den smule frisk vand ind, man har behov for – fx nær en havn som i Skagen, Hirtshals eller Hanstholm. Det har yderligere den fordel, at man har adgang til servicevirksomheder, og slagte- og kølefaciliteter og transportlogistik er lige ved hånden. Og så skal man ikke glemme, at der er forbrugergrupper, der prioriterer lokalproducerede fødevarer højt.”

 

 

”I RAS-anlæg kan man kontrollere fiskens velfærd og de miljømæssige aftryk, dvs. at man kan samle affaldsstoffer og foderrester sammen, som så kan bruges i biogasanlæg. Det er et lukket kredsløb i modsætning til havbaserede anlæg, som nogle steder giver miljøproblemer med næringsstoffer.”

Energi: Både en udfordring og en fordel

Hvilke fordele er der så i forhold til de traditionelle havbrug, hvor fisk opdrættes i netposer forankret på havbunden. Om det siger Jesper Heldbo:

”Det koster energi at pumpe alt det vand rundt, som fisken svømmer i. Det skal ledes ud fra de tanke, hvor fisken vokser, og igennem en vandbehandlingsenhed, der som oftest består af et mekanisk og et biologisk filter. For yderligere at nedbryde det organiske stof og få taget livet af bakterier og virus, ledes vandet også gennem ozon- og UV-lys behandling. Det koster alt sammen energi, og så bliver det et klimaspørgsmål med den CO₂, der går til at producere energien. Således kan de mest energioptimale anlæg producere et kilo laks ved brug af 4-5 kWh. Da man i RAS opsamler fiskens fækalier og eventuelle foderrester er dette en ressource for biogasanlæg – altså alternativ energiproduktion baseret på fiskeopdræt.”

”Den energimængde, der bruges til at pumpe vandet rundt i RAS, genererer naturligvis varme. Da laksens foretrukne temperaturområde er 12-16 ^oC, skal vandet ofte køles ned. Når der anvendes varmeveksler på et RAS, kan den varme, der trækkes fra vandet i produktionsanlægget, koncentreres og anvendes andetsteds til opvarmning eller ledes til fjernvarmeanlæg. Endelig er det jo også en mulighed at placere solceller på taget af produktionsanlæg eller på et nærliggende areal. Der er allerede et enkelt anlæg i Danmark, der får en tredjedel af sin energi fra solcelleanlæg på taget af bygningerne og fra vindmøller. Men generelt bliver også akvakultursektoren nødt til at indtænke energibesparelser og energi fra nye kilder fremover.”

Hvilket der i Fødevareministeriets strategi også fokuseres på at udvikle netop i den del af RAS-teknologien.

 

Fisk skal da ikke smage af jord

Fælles for alle, der opdrætter fisk, er, at stoffet geosmin forekommer i al slags vand. Det er naturligt forekommende bakterier, der danner dette stof, som desværre har den egenskab, at det let bindes til fedtvæv og dermed kan give en uønsket bismag af jord. Jesper Heldbo forklarer:

”Da man i recirkulerede fiskeopdrætsanlæg – både i ferskvand og i saltvand – giver fiskene et godt miljø, så giver man også bakterier, herunder de geosmin-producerende, et godt miljø. Her er problemet så, at især fede fisk som laks og ørred optager og akkumulerer stoffet i deres fedtvæv. Altså må fiskeopdrætteren korrigere for eventuel afsmag i fisken, før den markedsføres. Oftest foregår dette ved at sikre en god hygiejne med omhyggelig og regelmæssig rengøring af fisketankene. I tillæg kan man tilføre rent vand, som ikke tidligere har været brugt i produktionen for på denne måde at ’udvaske’ afsmagen. I denne periode får fisken intet at spise og taber derfor i vægt – et tab for fiskeproducenten – og måske et tab for fiskevelfærden."

 

Flere anlæg i Jylland, herunder et der producerer ca. 4.000 tons laks om året, bruger en anden metode. Her behandler man vandet med ozon, inden det overhovedet ledes ind til fiskene. Ozonen brænder bakterier og virus væk. Og selvom vandet recirkuleres, og der frigøres geosmin fra bakterier, så får man vha. ozon reduceret mængden af geosmin-producerende bakterier til et acceptabelt niveau.

 

Burfisk?

En udfordring, havfarmerne i fx Norge, Chile og Færøerne kæmper med, er lakselus, en udfordring RAS-farmerne undgår, fordi vandet renses, inden det ledes ind til fiskene. Jesper Heldbo uddyber:

”Det er noget, norske laks lider under i øjeblikket, måske fordi havtemperaturen er steget et par grader, så lusene trives. Det betyder, at man må sortere og rense laksene for lus oftere og flere gange. Fra netburene suger man fiskene op med en pumpe og ned i lunkent ferskvand i et kort stykke tid, så lusene slipper laksen, eller man kører dem gennem roterende børster. Ud over at det er en hård behandling fisken udsættes for, kan det ændre på kvaliteten af fisken, fordi den nemt kan få sår eller blå mærker, som først ses, når laksen er slagtet. Noget man undgår i RAS-anlæg.”

 

Når talen falder på dyrevelfærd, tænker man ofte på burhøns. Laks opdrættet i RAS-anlæg er vel en form for burfisk, så hvordan ser det ud med fiskevelfærden i vandtankene – er der ikke kamp om pladsen? Jesper Heldbo siger:

”Vi mangler nok en eller anden form for standardiseret definition af fiskevelfærd. Hvis du spørger en fiskeopdrætter, vil han nok sige, at han ser på, hvor mange fisk der dør. Jeg ser på, hvordan de æder. Hvis ikke der dør ret mange, og de vokser godt, så har de det fint."

 

”Men vi ser også på, om de små fisk bliver trykket, og om det er tid til at sortere størrelsesmæssigt. Er der fisk, der ikke æder, kan det være sygdom. Eller måske er det noget i vandkvaliteten, der halter. Her er teknologien heldigvis i kraftig udvikling.”

I Danmark er de fleste opdrættede fisk som laks, regnbueørreder, sandart og kingfish ASC-mærket. ASC står for Aquaculture Stewardship Council, et kvalitetsstempel for at fisken er opdrættet miljømæssigt og socialt forsvarligt og bæredygtigt.

 

 

RAS-teknologi: En eksportsucces

Om fremtiden for RAS siger Jesper Heldbo:

”Den omstilling, den danske opdrætssektor har gennemgået, blev påbegyndt med offentlige tilskud, hvor otte eksisterende ferskvandsfiskefarme selv betalte 60% af omkostningerne ved ombygning. Projektet blev realiseret med tanke på, at Danmark i mange år havde opdrættet ål i RAS-anlæg, så derfor kunne det i princippet også lade sig gøre for andre fiskearter.”

”Takket være denne omstilling med teknologiudvikling og viden har det siden været muligt at bygge avancerede anlæg som dem i Skagen, Hirtshals og Hanstholm. Danmark er derfor blevet førende på dette område og eksporterer årligt teknologi, design og viden for 3-5 milliarder kroner til det globale marked.”