Isbjerg med ID DSE_13 d. 17 august 2021. Længde: 480 m, bredde: 275 m. Bemærk Einar Mikkelsen øverst i billedet.

Isbjerges forfald kortlægges

Friday 21 Jan 22
|
by Uffe Wilken

Mange af Grønlands store gletsjere kælver flere og flere isbjerge med de stigende temperaturer. En del af isbjergene ender ude i områder, hvor skibstrafikken er i stigning pga. havisens tilbagegang. En uheldig og farlig kombination som kræver nye metoder for at følge isbjergenes fordeling, drift og forfald.

I anekdoten om Titanics forlis i 1912 er det et isbjerg fra Jakobshavn Isbræen, der nævnes som luksuslinerens banemand. Da Hans Hedtoft forliste syd for Kap Farvel i 1959 var det ligeledes et møde med et isbjerg, der var årsag til tragedien. Og en nærmere granskning af kilder helt tilbage til nordboerne kunne givetvis liste utallige lignende tragedier fra de arktiske farvande.

 

Et resultat af Hans Hedtofts forlis var oprettelsen af en istjeneste, der skulle gøre sejladsen omkring Grønland mere sikker med systematiske observationer af havis og isbjerge til skibene. Indtil årtusindskiftet var det vha. flyovervågning, hvor det i dag er satellitbaserede observationer, der udgør grundlaget for DMI’s istjenestes isinformationer. Den globale opvarmning rammer Arktis hårdt med en vigende havis, som samtidig giver længere operationssæsoner og nye muligheder for at øge skibstrafikken. Men mange af de store grønlandske gletsjere øger også deres massetab gennem tab af is ud i fjordene. Is, der når det flyder ud i havet, ligger som store og små isbjerge til fare for sejladsen.

 

Derfor er der behov for at vide mere om isbjergenes bevægelser. Som seniorrådgiver i DMI’s Grønlandske Istjeneste Keld Qvistgaard udtrykker det:

 

”Internationalt er der enormt fokus på isbjergprodukter og risikovurderinger både fra videnskaben og fra skibstrafikken. Derfor vil vi grundlæggende gerne beskrive, hvor isbjergene er nu, og hvor de er i morgen, så skibene kan lægge deres ruter med et minimum af risiko. Grundlæggende ved vi dog meget lidt om isbjergenes drift og forfald i åbent hav.

 

Hvordan opfører isbjerge sig

Det var på den baggrund, at seks forskere befandt sig på Søværnets inspektionsfartøj Ejnar Mikkelsen i august 2021 i et internationalt og amerikansk ledet forskningsprojekt ”ICE-PPR Iceberg Tagging Experiment 21”. Med på togtet havde de droner, der skulle placere GPS-sendere på et bredt udvalg af isbjerge for at følge isbjergenes bevægelser så længe som muligt. Keld Qvistgaard perspektiverer deres arbejde og siger:

Samtlige GPS spor for isbjerge.
Samtlige GPS-spor for isbjerge.

Der er tusindvis af isbjerge i grønlandsk farvand. Mange af dem kommer ud i Davis Strædet og Baffinbugten og ender i Nordatlanten og i de nordvestatlantiske skibsruter. Dem tager de nordamerikanske istjenester sig dog af, for vi kan ikke følge alle isbjerge. Vi kan følge ansamlinger af isbjerge og større isbjerge med radarsatellitter, men det giver kun data et par gange i døgnet. Vi ved utrolig lidt om isbjerge, og vi vil meget gerne have mere detaljerede driftspor, dels for at få en bedre forståelse af isbjergene, dels for at få data til simulering af isbjerges drift. Så der ligger et kæmpe arbejde foran os med at finde ud af, hvordan isbjerge opfører sig og finde ud af, hvordan de nedbrydes og driver, og hvorhen de driver.”

 

Sæsonens feltarbejde fandt sted i Disko Bugt. Motivationen for valget af Disko Bugt var, som Keld Qvistgaard siger:

 

”… ikke på baggrund af en stor videnskabelig udredning, men overvejende pga. logistiske forhold og for ikke at løbe en større risiko med en operation i et fjernt område. Grønland er enormt, og vi skal jo starte et sted, og opbygning af erfaring spillede også en vigtig rolle. I Disko Bugt driver isbjerge fra Jakobshavn Isbræen ud i bugten – nogle driver nord og syd og andre rundt i bugten. Der er også par store gletsjerudløb i det nordøstlige hjørne af Disko Bugt. Der mangler at blive sat tal på driftshastigheder og driftmønstre, og hvor hurtigt isbjergene nedbrydes og deres størrelser, så årets mærkningsprogram var et lille forsøg på at blive en smule klogere på ét isbjergsområde i Grønland. Feltarbejdet kunne have været lagt mange andre steder, men i Disko Bugt er man sikker på at møde isbjerge.”

 

Et isbjergs forfald

Keld Qvistgaard siger om isbjergenes skæbne:

 

”Alle isbjerge lider en krank skæbne, men på forskellig vis og med forskellig hastighed. Nedbrydningen afhænger af en del faktorer som fx solindstråling og temperaturen i havoverfladen. Nogle gange går det hurtigt, andre gange langsomt, nogle gange skvatter de bare sammen – og det kan gå meget voldsomt for sig. Vi ved, at de smelter fuldstændig væk til sidst, men nedbruddet er ikke en linær proces – den sker ofte i ryk. Omkring et stort isbjerg ses ofte en masse mindre stykker under nedbrydningen, og det er i virkeligheden dem, der er den store risikofaktor. Store isbjerge er ikke et problem, for dem kan man se fra skib – det er de små isbjerge og mindre isstykker, man ikke kan se, der er problemet. Men hvornår de store og mindre stumper er forsvundet, ved vi ikke meget om.”

 

"… det er de små isbjerge og mindre isstykker, man ikke kan se, der er problemet."
Keld Qvistgaard, seniorrådgiver i DMI’s Grønlandske Istjeneste

”Jeg lavede noget arbejde i Baffinbugten for nogle år siden i et område med grundstødte isbjerge. Vi arbejdede bl.a. på et par kilometers afstand af et meget stort isbjerg, der stod på 340 m dybde, og der skete intet i ugevis. Lige pludselig faldt det sammen, og der kom en otte meter høj flodbølge. Fra det store isbjerg kunne vi dagen efter tælle 26 større isbjerge og anden is på et område over flere kvadratkilometer.”

 

Mange hensyn i valg af isbjerg

For at få mere at vide om isbjergenes færden, ville forskerne placere sendere på udvalgte isbjerge. Det skulle ske vha. droner, der blev styret fra helikopterdækket på Ejnar Mikkelsen. Om den del af arbejdet fortæller Keld Qvistgaard:

 

”Min rolle ombord var at skaffe aktuelle vejr-, satellit- og isoplysninger til dag-til-dag planlægning, at pege de rette isbjerge ud, og holde øje med hvor det ville det være ideelt at arbejde i forhold til is og vejr. En plan blev lagt hver morgen, hvor vi så besluttede, hvilket område vi ville sejle hen til. Vi skulle både have geografisk dækning, størrelsesfordelinger på isbjerge og typer. Der er internationalt defineret seks forskellige typer isbjerge, hvor nogle bare er en klods, og andre er tårne og spir. Nogle skulle stå på grund, og andre måtte ikke stå på grund.”

 

De tre dronepiloter havde tre store droner til at løfte GPS-senderne og nogle fotodroner. De store droner skulle lægge forskellige typer sendere ud – nogle, der kunne holde i lang tid og kun siger et pip en gang om dagen, og nogle der rapporterer hver eller hver halve time. En af senderne var fx bygget op omkring en lille træboks med sten. Den blev sat på undersiden af dronen, som så fløj ud til isbjerget og satte senderen af et sikkert sted på isbjerget. Stenene er for at få senderen til at synke, når den ender i vandet. Forskerne vil have resultater fra senderen, når den flyder med isbjerget. Når senderen falder i vandet, skal de være sikre på, at den ikke sender – og det gør den ikke fra havbunden. Dronen kan løfte ca. 4-5 kg, og selve dronen vejer ca. 1,5 kg.

Klargøring til tagging med drone og sender.
 Klargøring til tagging med drone og sender.

”En intens proces”

Hvordan foregår så placeringen af senderne? Keld Qvistgaard fortæller:

 

”Når isbjerget er valgt, er det dronepiloten, der bestemmer, hvor senderen skal ned. Der kan være turbulens omkring isbjerge, og det er en ret intens proces, når senderen skal placeres – for piloten vil jo også gerne have dronen tilbage igen! Starter ude i passende afstand og flyver så ind og sætter senderen ned. I starten droppede de senderne fra 3-4 m højde, men med erfaring fra 1-2 m. En operatør sad så med en fotodrone tæt på, som kunne overvåge, hvad der foregik, for vi var naturligvis interesserede i at vide, om senderen var landet rigtigt – dvs. med den rigtige side op, så den kunne sende. Et par hoppede op og vendte sig om på ’ryggen’, og så virker signalet ikke.”

 

I løbet af en god uges tid fik holdet mærket 47 isbjerge fordelt på seks forskellige typer og fem forskellige kategorier af størrelser. Der var en overvægt af flade isbjerge i forskellige størrelser. Til gengæld var isbjerge med spir ganske få, og de er heller ikke ligeligt fordelt mht. størrelser.

 

Og holdet lærer hele tiden nyt. Et par enkelte gange hvor det ikke lykkedes at placere senderen rigtigt, fordi den faldt ned i en smeltevandssø, og en gang hvor senderen blev droppet i vandet, fordi piloten troede, at dronen var tættere på isbjerget, end den faktisk var.

 

En session tager ca. 10-15 minutter på de små isbjerge, og på de store er det mellem 30-60 minutter. Det mindste isbjerg, der blev mærket, var ca. 12 m langt, det største var på mere end 500 m. Rekorden på en enkelt dag var ni mærkede isbjerge.

 

Et isbjerg flyder næsten hjem igen

Det var ventet, at en stor del af GPS-senderne ville gå tabt i løbet af få uger pga. den intense sommerafsmeltning i Disko Bugt. Det skete også, men alligevel var der en del, der blev siddende i længere tid og gav data for længere driftspor. Enkelte af de mærkede isbjerge drev ud af Disko Bugt, og et enkelt isbjerg tilmed langt mod nord til den sydlige del af Melville Bugten.

 Driftspor for det isbjerg der kunne følges i længst tid (17. august - 11. november 2021), fra en position nordvest fra Ilulissat til isbjergets endeligt ved Hunde Ejland i vestlige Disko Bugt. Undervejs stod isbjerget flere gang på grund på 225 m vand.
Driftspor for det isbjerg der kunne følges i længst tid (17. august - 11. november 2021), fra en position nordvest fra Ilulissat til isbjergets endeligt ved Hunde Ejland i vestlige Disko Bugt. Undervejs stod isbjerget flere gange på grund på 225 m vand.

Den 11. november gik den sidste sender tabt. Den blev lagt ud d. 17. august 2021 på et 480 m langt isbjerg nordvest for Ilulissat. Herefter blev positionen rapporteret i alt 710 gange, indtil senderen gik tabt 86 dage senere. Ved den sidste GPS-position viste satellitbilleder, at isbjerget nu kun var 270 m langt og var grundstødt på 225 m vand. Efterfølgende satellitbilleder viste et større opbrud, og det var dermed ikke muligt at følge isbjerget længere. Dette isbjerg endte sine dage i vestlige Disko Bugt, altså ganske tæt på det sted, det var ”født” i Ilulissat.

Kontakt: Keld Qvistgaard kqh@dmi.dk

Ocean Decade Mål 4: Et forudsigeligt hav hvor samfundet forstår og kan reagere på skiftende forhold i havet.

 

https://www.oceandecade.dk/news/nyhed?id=6cd15b9a-f472-4b2a-a062-4f097f1d13eb
27 SEPTEMBER 2022