Dybhavet er ikke en øde ørken

”Selvom vi ikke har haft nogen kamerabåde ude i Kattegat, så er der et område oppe omkring Ålbæk Bugt i Nordjylland, hvor der er estimeret relativt mange bifangster. Vi ved fra andre områder, at med de pågældende fiskerier på de givne tidspunkter af året, med de og de maskestørrelser, og med de noterede landinger, de har haft, så må der have været så og så meget bifangst i perioden.”

 

Et langtidsprojekt

Det var under arbejdet med at teste kameraovervågning i forbindelse med udsmid i torskefiskeriet i slutningen af 00’erne, at biologen Lotte Kindt-Larsen fra DTU Aqua fik en idé. Hun fortæller:
 
”Jeg var daglig leder af videoprojektet og havde tidligere arbejdet med marsvin, så jeg tænkte, at der måtte være et kæmpe potentiale i det her videoudstyr. Problemet havde været, at man tidligere sendte en observatør ud, der kunne kigge over skibssiden og holde øje med nettene. En del af bifangsten af marsvin forsvinder nemlig, inden den kommer ombord, fordi dyrene er tunge, når de kommer op. Så fiskeren ser dem ikke. Der er mange faktorer, der spiller ind, så hvordan kan man få nogle tal, man kan stole på. Jeg tænkte, det ville være godt, hvis vi kunne få kameraer med på bådene, så hen ad vejen fik vi fiskerbåde med i bl.a. Øresund. Mange fiskere har været med i alle årene, så vi har kunne få al det data, vi havde behov for.”
 
En bonus, men også en udfordring, har dog været, at projektet strakte sig over ti år. Lotte Kindt-Larsen siger:
 
””Hvis man kun undersøger et år, får man for få data, da der er meget store variationer i, hvor mange der bliver fanget. Det har været svært at få kommunikeret ud, at det tager mange år at få et solidt datamateriale.”
 
”Nogle år har man fanget 20 marsvin, andre år ingen. Hvad er det, der spiller ind. Det er jo ikke mærkeligt, at et garn, der er 15 km langt og står i tre dage har mere bifangst, end et garn der er 300 m, og som står i et døgn.”
 
Lotte Kindt-Larsen fortæller, at forskerne har taget højde for mange ting i dataindsamlingen. Det vigtigste var, hvor lang tid garnene har stået i vandet, og hvor lange de var. Fiskerbåde har forskellig kapacitet, så nogle både er ude fem dage ad gangen og fisker med kilometervis af garn. Andre både er ude i nogle timer og har lidt garn i vandet. Nogle både har kun en mand ombord, andre flere, så der er stor forskellighed i fiskerierne. Førhen ekstrapolerede man fiskedage, hvor man sagde, at en fiskedag er en fiskedag. Det betød så, at en stor båd talte lige så meget som en lille båd. Og disse forskelligheder har være essentielle at få med i datagrundlaget for den matematiske model.
 
”Det, der er allervigtigst i vores data, er, at vi er begyndt at tage forskelligheden med. Vi siger, at en lille fiskerbåd lander så og så meget, og har fisket med så og så mange net. Data er blevet meget mere detaljerede, for der er taget højde for garnlængder, hvor lang tid garnene har stået i hvilke områder, maskestørrelser, hvilke arter de har fisket efter, hvornår på året og i hvilket farvand.”

Bifangster kan vurderes uden feltarbejde

Modellens datamateriale er baseret på, at der i perioden 2010-2020 blev registreret 6.139 fiskedage med 525 bifangster af marsvin fanget af de op til 17 samarbejdende fiskere. Modellen kan så på baggrund af karakteristika i et ønsket område uden kameraovervågning komme med tal for formodet bifangst. Lotte Kindt-Larsen nævner et eksempel:

Gletsjerne påvirker livet i fjordene – måske

Fundamentalt set er målet med forskernes arbejde at forstå, hvilke miljøfaktorer der ligger til grund for, at dyresamfundene kan eksistere både på den vestgrønlandske kontinantalsokkel og i fjordene. Og for at forstå og måske kunne forudsige, hvordan klimaforandringerne vil påvirke dyresamfundene i fremtiden. Derfor er septembers feltarbejde målrettet udforskningen af de to fjordsystemer, Nuup Kangerlua og Ameralik, fra gletsjerkanterne og hele vejen ud gennem fjordene. Sandra Maier siger:
 
”Vi vil sammenligne de to fjorde og kigge på deres liv på bunden, noget ingen har gjort tidligere. De to fjordes gletsjere er forskellige. I Nuup Kangerlua er der en del gletsjere, hvor gletsjerfronten ender ude i fjorden. I Ameralikfjorden ender gletsjerfronten langt oppe på land, og smeltevandet løber som en elv ud i fjorden, og giver fjorden sin karakteristiske turkise farve. Vi mener, at vi med klimaforandringer vil få flere og flere af denne type gletsjere i Arktis, fordi gletsjerne smelter og trækker sig tilbage.”
 
“Med hensyn til de gletsjere, der løber ud i havet og ender der, mener en del af vores kolleger, at der hvor gjetsjerne ender, vil der opstå mere biologisk aktivitet på grund af sammenblanding af vandmasserne. Så når vi sejler ud i september, vil vi kigge på, hvordan biodiversiteten ændrer sig på en linje fra det inderste af fjordene og ud til fjordmundingen. Vi antager, at der vil være mere biodiversitet der, hvor fjorden møder havet, da miljøet her er mindre voldsomt.”
 

I jomfrueligt vand

Septembers feltarbejde vil blive i samarbejde med skotske videnskabsfolk, der med i bagagen har en undervandsrobot, hvor der bl.a. er monteret et videokamera. Feltarbejdet vil både fokusere på det liv, der lever i dybhavet, men også livet på klippesiderne. Som Nadescha Zwerschke siger:
 
”Vi ved faktisk ikke ret meget om området – ingen har været der før. Det er en fornøjelse at være her og opdage området, og bidrage til at få mere viden om det. Og alle de steder, vi undersøger, er det en aha-oplevelse!”