”Jeg forstår ikke, hvad det er, jeg ser, for mit mentale fokus er rettet mod narhvaler, og ikke grønlandshvaler. Men så går det op for mig, at det er en grønlandshval med kalv, jeg ser et par hundrede meter under mig”.
Og så bryder jublen ud i den lille observatørkabine i flyet, fortæller biologen Outi Tervo fra Pinngortitaleriffik (Grønlands Naturinstitut). Hun var del af et team, der skulle tælle narhvaler ud for den østgrønlandske kyst i maj 2022, og som for nylig publicerede observationerne af grønlandshvalernes kalve. For teamet så ikke kun én kalv, men to. Outi Tervo fortæller begejstret videre om dagen efter den første observation:
”Vi sidder i flyet i et dobbelt observatørsystem, hvor vi er fire, der kigger ud gennem bobblevinduerne – to på hver sin side. Og pludselig ser både min makker og jeg en mor med sin kalv – og så er vi helt oppe at ringe! Heldigvis fik vi piloten til at cirkle nogle gange, så at hans co-pilot kunne tage nogle billeder”.
Grunden til jublen i kabinen er, at det er første gang i ca. 100 år, at grønlandshvaler med kalve observeres i Østgrønland. Populationen, der også kaldes Spitsbergen-bestanden, har været stort set udryddet siden 1800-tallet.
Massakrer i Grønlandshavet
Grønlandshvalerne findes hele vejen rundt om Arktis. I Vestgrønland kan man møde dem især omkring Disko Bugt, hvor de om foråret trækker vestpå over Baffin Bugt til canadiske farvande. Outi Tervo og hendes kolleger anslår Baffin Bugt-Davis Strædet bestandens størrelse til at være i omegnen af 4.000 dyr – heraf ca. 1.000 dyr i Disko Bugt – hvorfor organisationen The International Union for the Conservation of Nature (IUCN) har givet bestanden kategorien ’ikke truet’ på deres rødliste. Hvilket også er grunden til, at de grønlandske politikere, som fastsætter fangstkvoter på baggrund af indstillinger fra forskere og den Internationale Hvalfangstkommision (IWC), har tilladt fangst af to grønlandshvaler om året.
Det samme kan man ikke sige om Spitsbergen bestanden. I 17- og 1800-tallet blev der fanget omkring 25.000 grønlandshvaler i Grønlandshavet og omkring Spitsbergen (Svalbard). Disse ekstreme fangsttal til trods fik hvalfangerne ikke udryddet hvalerne, men IUCN betegner bestanden som ”truet”. Ifølge Pingortitaleriffik ses der i ny og næ små grupper i Østgrønland, men der har ikke været tegn på, at der var fremgang i bestanden. Indtil nu.
Var det bare et heldigt møde?
Derfor vækker de nye observationer håb om, at bestanden måske er på vej op. Outi Tervo forklarer:
”At der er kalve er et positivt tegn. Men vi må også spørge os selv, om grunden til at vi ser dem nu er, at vi bare har været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Området er kæmpestort, og der er meget få grønlandshvaler – måske omkring 300. Så det er svært at sige, om det virkelig er en positiv udvikling – eller vi bare har været heldige.”
Andre har også observeret grønlandshvaler i Østgrønland-Svalbard området. Et turistskib så en flok på 10-20 hvaler, hvilket er mange, og norske fiskere har set kalve på nordligere positioner end de grønlandske observationer fra 2022. Som Outi Tervo siger: ”Det er et tegn på, at hvalerne reproducerer – og det er jo godt for populationen”.
Vil grønlandshvalerne vandre nordpå, når vandet bliver varmere?
Men så er der lige spørgsmålet om klimaforandringer. Grønlandshvalen har et fællestræk med narhvalen, fordi begge foretrækker at leve i koldt vand. Hvad vil de to hvalarter gøre, når nu vandet bliver varmere på grund af klimaforandringer, og de på grund af deres tykke lag spæk ikke kan komme af med deres kropsvarme på samme måde som hidtil? Vil de trække nordpå, efterhånden som klimaet bliver lunere? Outi Tervo siger:
