Dybets rigdomme på stand-by

Grønlandsk ”nej” på vej

I Norge aflyste regeringen en udbudsrunde i december 2024, hvor firmaer kunne søge om tilladelser til minedrift i Arktis for 2024 og 2025. Årsagen var bekymringer for havmiljøet. Aflysningen er dog ikke nødvendigvis et endeligt ”nej” til minedrift, for en kommende regering kan måske godt have en anden holdning til dybhavsminedrift og senere aftale et ”ja”.

Umiddelbart ser det ud til, at Grønland vil følge samme politik. I hvert fald blev naalakkersuisoq for råstoffer Naaja Nathanielsen citeret i avisen Sermitsiaq d. 2. december 2025 for at sige, at ”… jeg forventer at foreslå et forbud mod dybhavsminedrift i denne valgperiode. Jeg ser ingen grund til, at det skal være tilladt.”

Spørgsmålet om dybhavsminedrift har måske ligget og ulmet i Selvstyret i et stykke tid, for tidligere i 2025 udgav Aarhus Universitet og Pinngortitalerifik (Grønlands Naturinstitut) rapporten ”Marine mining in Greenland.” Afdelingschef på Pinngortitalerifik Karl Zinglersen fortæller om indholdet af rapporten:

”Vi ville indsamle alt, hvad vi kunne finde for at skabe et udgangspunkt for et videre arbejde. Finde ud af hvad vi ved noget om, og hvad vi mangler mere viden om. Både det vi kunne støve op i den videnskabelige litteratur, og det der ligger i den litteratur, vi gennem årene har bygget op som rådgivere i forbindelse med olieefterforskning.”

Rapporten opdeler havdybderne i dybder lavere eller dybere end 200 m. For selv om man mht. metaludnyttelsen primært tænker på det dybe hav, så foregår der allerede udnyttelse af ressourcer på lavere vand i Grønland. Karl Zinglersen siger:

”For nogle år siden var der et sydafrikansk firma, der prospekterede efter diamanter på havbunden ud for Maniitsoq. En af bjergarterne på land er kimberlit, som når den forvitrer skyller de hårdeste mineraler som diamanter ud i havet. Licensen blev dog siden trukket tilbage – muligvis på grund af ændringer i diamantmarkedet. Men vi har grusforekomster, som udnyttes i byggeriet, og i de seneste år er projekter om brug af gletsjermel blevet aktuelle, blandt andet kendt igennem Minik Rosings arbejde, da det foregår både på land og i havets kystzone.”

Støvsugning på havbunden

Formelt set er det FN-organet The International Seabed Authority (ISA), der administrerer tilladelser til havbundsminedrift i de områder af verdenshavene, som ligger uden for landenes egne 200 sømil eksklusive økonomiske zoner. Indenfor 200 sømilgrænsen er det landene selv, der administrerer havbunden. Indtil nu har ISA indgået 15-årige udforskningskontrakter med samlet set 22 mineselskaber fra lande som Kina, Rusland, Polen, Sydkorea og Tyskland.

Bekymringen for havmiljøet i tilfælde af minedrift er dog fælles, uanset om det er menneskehedens fælles ejendom på ”the high seas” (de åbne have), eller om det er i de lokale havområder.

Problemet med dybhavsminedrift efter fx mangannoduler er måden, minedriften foregår på. Høsten af nodulerne foregår ved, at en overdimensioneret støvsuger kravler hen over havbunden og suger nodulerne op gennem et rør til et overfladefartøj. Ud over dyr og noduler er der bundslam i røret. På fartøjet sorteres nodulerne fra, og slammet sendes retur til havet og ledes ud på en given havdybde med god strøm.

De overordnede problemer her er, at havbunden og dens liv bliver forstyrret eller ligefrem ødelagt af både den kravlende støvsuger og den sedimentsky, der rejser sig, når støvsugeren roder op i sedimentet. Et andet væsentligt problem er den sedimentfane, der udvikler sig på den vanddybde, hvor slammet fra overfladefartøjet ledes ud.

Om miljøeffekterne set i en mere grønlandsk kontekst forklarer Karl Zinglersen:

”I Grønland er der ikke foretaget undersøgelser omkring påvirkninger på miljøet ved dybhavsminedrift. Men i forbindelse med den tidligere olieefterforskning kan vi bruge nogle erfaringer omkring påvirkningerne på fx havpattedyr og havfugle, når forskellige fartøjer opererer i et område. For havpattedyr som grønlandshval og narhval er det typisk skibsstøj fra motorer og mekanisk støj fra håndtering af tungt grej, der kan forstyrre dyrenes kommunikation og adfærd – især fordi lyd bevæger sig meget længere under vand end i luft. Der kunne også være et problem med det sediment, der bliver hvirvlet op eller som udledes i vandsøjlen – nogle steder kan det indeholde tungmetaller.”

Et eventuelt ”nej” af flere årsager

På nuværende tidspunkt er der ikke udpeget egnede områder til dybhavsminedrift. Til gengæld er der udpeget områder, hvor man af hensyn til dyrelivet og fiskeriet ikke vil tillade minedrift – og enkelte steder heller ikke bundtrawling, for den sags skyld. Karl Zinglersen siger:

”Vi ved, at vi i hvert fald ikke vil anbefale minedrift i Vestgrønland i Disko Bugt, på Store Hellefisk Banke og i Nordvandspolyniet. Ligeså findes tre områder i Nordvestgrønland, hvor trawling allerede er forbudt pga. det rige dyreliv på havbunden.”

Umiddelbart ser det ud til, at det har lange udsigter, hvis overhovedet nogen, med dybhavsminedrift på havbunden i grønlandsk farvand. Ud over usikkerheder omkring miljøpåvirkningerne på havet ser naalakkersuisoq Naaja Nathanielsen også en anden grund til ikke at begynde på dybhavsminedrift i Grønland. Til Sermitsiaq sagde hun:

”… jeg ser ingen grund til at dybhavsminedrift skal være tilladt. Dels ud fra et forsigtighedsprincip, da vi ikke ved, hvad vi risikerer at ødelægge ved denne type minedrift. Dels har vi rigeligt med aktivitet på land og er derfor ikke afhængige af aktiviteter på dybt vand.”