12 kilo ord i ét Fiskeatlas

"Jeg har en del venner på Facebook, og der er mange, der hele tiden tagger mig, hvis de ser et opslag om et eller andet. Nu har vi været i gang i mere end 20 år med Fiskeatlas, så lystfiskere og tusindvis andre kender projektet og deltager."

"Hver art i Fiskeatlasset bliver beskrevet med systematik, navngivning, udbredelse, økologi, forvaltning, hvordan man kan kende fisken, hvordan den adskiller sig fra andre arter, og om fiskens generelle udbredelse. Vi vil mene, at det er det grundigste værk om et lands saltvandsfisk i verden."

"Men der er naturligvis nogle arter, der bliver registreret oftere end andre, simpelthen fordi de enten er kommercielle, eller fordi de er nemme at fange."

Det tidsmæssige perspektiv med registreringer er vigtigt – men der er grænser. Som Henrik Carl siger:

"Vi ved godt, at fisk ikke var noget, der først blev opfundet i 1800-tallet, så vi holder os til at medtage registreringer fra historisk tid, bl.a. en optegnelse fra et kloster fra ca. år 1500 om karper i klostrets dam. Desuden har vi inkluderet et kapitel i atlasset om fisk efter istiden, dvs. stenalder, bronzealder og jernalder, fordi vi netop også har kvartærzoologer her på museet."

Sortmundet kutling eller sortkutling?

Henrik Carl følger gennem sit omfattende netværk af fiskeinteresserede, hvordan den danske fiskefauna har udviklet eller afviklet sig gennem de seneste mange år. Om overvågningen fortæller han:

"Vores registrering af en invasiv art som bl.a. den sortmundede kutling viser, hvor enormt hurtigt en spredning kan foregå. Og hvor vigtigt det er, at der er nogen, der holder øje, fordi problemet med fx de sortmundede kutlinger er, at de er lidt svære at kende fra vores almindelige sortkutlinger, som altid har været i vores farvande. Problemet med de sortmundede kutlinger er, at de æder en masse smådyr, graver bundvegetationen op, og de konkurrerer om levestederne."

Så registrering af fiskene giver forskere og andre interesserede et indblik i, hvilke fisk der er i de danske farvande – nu som før, og om de bliver flere eller færre. Men registreringen kan også noget andet – den kan være med til at aflive myter. Som nu den om hammerhajen på Sjællands Odde i 1937. Den kommer vi tilbage til.

Nye arter dukker op, og gamle arter forsvinder

Man kan derfor med lidt tilnærmelse sige, at der er en vis form for symbiose mellem de folk, der leverer fisk og indberetninger, og så forskerne. Henrik Carl siger:

"Offentligheden kontakter os også ofte, fordi de har fanget et eller andet, de ikke ved, hvad er. På denne årstid er det måske ti mennesker om dagen. Så der er et stort ønske om at bidrage."

Med så mange henvendelser må der vel være noget, der overrasker ind i mellem. Til det siger Henrik Carl:

"Vi har været i gang i 20 år, så ja. Overordnet set er noget af det, der overrasker, hvor foranderlige tingene er. Der er sket nogle kæmpestore ændringer på den korte tid. Ting, som stort set ikke fandtes for 20 år siden, ses nu over det hele."

"Hvis vi ser bort fra den sortmundede kutling, som er en invasiv art, der er indført med menneskets hjælp, så er der også naturlige arter, som har ændret deres udbredelse helt enormt. Et eksempel er stribefisken, som man godt kendte fra nogle få gamle fangster. Den er blevet en almindelig kystfisk nu. Vi formoder, at det nok er pga. klimaforandringerne."

"Der er også arter, der er forsvundet. Den tyklæbede multe er blevet meget sjælden i forhold til, hvad den var for 20 år siden. Sandsynligvis fordi den er fisket op. Til gengæld er den tyndlæbede multe begyndt at dukke op i ret stort antal. Og så er der naturligvis tunens tilbagekomst – det var også en stor overraskelse. Men den havde været fredet i mange år, så måske er det ikke overraskende, at bestanden fik det bedre. At tunen er her, er ikke på grund af klimaforandringer, men simpelthen fordi bestanden har det godt."

Tusindvis af fisk i glas

Hjælpsomme borgere har gennem årene sendt fotos ind til forskerne. Data fra henvendelserne er så blevet gemt i databasen og er blevet foreviget i Fiskeatlasset. Men nogle interesserede har også indsendt prøver af fangede eller fundne fisk. Hvad sker der med dem? Og hvilken værdi har de for videnskabsfolkene? For at besvare det spørgsmål, går vi én etage ned fra Henrik Carls kontor på det lukkede Zoologisk Museum og ind i et meget stort lokale. Luften lugter lidt sødligt, der er reol på reol i rækker, og på reolerne står tusindvis af glas med dyr i sprit. I denne del af samlingen er det fisk – danske fisk. Henrik Carl fortæller:

"I forbindelse med kortlægningen har vi samlet tusinder og atter tusinder af fisk ind, som ligger her i vores samlinger. Både som fysiske fisk, men også som vævsprøver. De bliver brugt af forskere i både Danmark og i resten af verden."

"Tit ved vi ikke, hvad prøverne skal bruges til, lige når vi samler dem ind. Men senere hen er det fint at have en samling, hvis en forsker vil undersøge, hvor mange tungmetaller, der er i fisk fra et bestemt område. Så vi samler ind for at gemme noget til fremtiden, og som bevis på fangsterne. At kunne gå ned og finde den præcise fisk med dens data i samlingen."

"Når jeg læser registreringer fra 1800-tallet, står der noget om, hvor fisken blev fanget og hvordan. Så kan jeg gå jeg ned i samlingen og finde fisken på hylden. Det synes jeg er rigtig fedt, fordi nogle gange kan der være tvivlspørgsmål omkring taksonomiske ændringer, dvs. vedrørende artsbestemmelsen."

"Nu har det fx vist sig, at der er kommet flere arter af klumpfisk op på vores breddegrader. Men hvis vi ikke har gemt prøver af klumpfisk, så kan vi jo ikke gå ind og tjekke, om vi har flere arter her. Indtil videre har vi kun fundet den ene, men det kan ændre sig i fremtiden."

Myter aflives – både hammerhajen og det døde hav

Databasen bidrager også til at aflive myter, for som Henrik Carl siger, så er der jo en tendens til, at man primært skriver af efter andre. Han nævner zoologen Henrik Krøyers pionerværk fra 1838-1853 ”Danmarks Fiske”, som har dannet grundlag for moderne dansk fiske- og havforskning. Henrik Carl uddyber:

"Hvis du kigger i Krøyers værker fra første halvdel af 1800-tallet, så står det ofte nærmest ordret i nye bøger i dag, fordi det er formuleringer, der er gået i arv. Naturligvis er meget af det også rigtigt. Problemet er bare, at nogle gange har det alligevel vist sig, at det er forkert. Så vi har rettet helt utrolig mange af de der misforståelser i Fiskeatlasset."

"Et eksempel: Hvorfor har hornfisken grønne ben? Alle ved, at det er fordi, den har et stof, der hedder vivianit, fordi det står i en hel masse gamle bøger. Men så fandt man for få år siden ud af, at det ikke passer. Det er i stedet et stof, der hedder biliverdin. Men du vil stadig se de fleste nævne vivianit, fordi det har stået så mange steder. Der har vi lavet en grundig litteratursøgning, så der er rettet op på det."

En anden myte, som Henrik Carl hermed afliver, er den om hammerhajen, der drev i land på Sjællands Odde i 1937.

"Jeg fandt billedet fra 1937 i vores arkiv. Det viste sig, at det var en brugde, som er Danmarks største fisk og verdens næststørste fisk, der kan blive op til 12 m. Mange kender historien, for den har været nævnt i masser af udenlandske bøger, der nævner hammerhajen fra Danmark. Og så er det bare en brugde. Sagen er, at brugden ikke var almindelig i Danmark dengang."

Og så er der en tredje myte, som Henrik Carl gerne vil have aflivet. Den myte om, at havet i Danmark er dødt. Han siger:

"Der er mange, der fejlagtigt tror, at der ikke er noget tilbage i havet – at vi har slået alt ihjel. Men det passer jo overhovedet ikke. Det kan godt være, at torskebestanden er presset helt i bund. Men torsken åd og var regulerende for en masse andre fisk. Når der ikke er torsk til at æde dem, er der små fisk, som nok er mere almindelige nu, end de ville have været naturligt."

"Mennesket laver nogle store ændringer, og det er vigtigt, at vi holder øje med de ændringer. Så det med, at havet er dødt, det må du gerne slå en tyk streg under, at det ikke passer. Der er stadig masser af steder med et godt fiskeliv, men mange af de store arter er blevet færre. Og det viser vores kortlægning også."

"Men vi skal heller ikke få folk til at tro, at det kan være lige meget, fordi der ikke er noget at redde. Det passer ikke. Der er masser, vi kan gøre."