4.175 fritflydende sladrehanke

Rutinearbejde

Arbejdsrutinen for oceanernes Argo-bøjer har siden år 2000 været standardiseret til at følge en fast rutine hver 10 dag:

Bøjen sættes i vandet og synker ned til den første arbejdsdybde på 1.000 m. Her driver bøjen i 10 dage, mens den indsamler data om temperatur og saltholdighed i vandmassen. Efter de 10 dage synker bøjen ned til et sted mellem 2.000 m og 6.000 m. Når den er færdig med at indsamle data, vender den tilbage til overfladen, hvor den sender sine data op til en satellit. Og så går det ellers forfra ned i dybet – men i modsætning til den danske bøje ikke til havbunden.

Fra global til lokal

”Vi tænkte, at nu findes der denne her dybhavsteknologi, som er meget udviklet og har en rigtig høj kvalitet. Måske vi kunne bruge det i de mere kystnære områder, hvis vi lige modificerede deres indstillinger.”

”Vi har to bøjer, den ene en smule mindre end den anden. Så dem modificerede vi, så vi som noget nyt kan parkere dem på havbunden – den store uden og den lille med en let forankring. Normalt plejer bøjerne i Argo-programmet at undgå havbunden og være fritflydende langt væk fra lavvandede områder, men vi ville anvende dem i mere kystnære områder. Fx i Grønland på nogle hundrede meter vand og i danske farvande på 20-40 m vand. De danske farvande er også meget dynamiske, og strømmen kan være ret kraftig nogle gange. Så hvis bøjerne ikke er forankret eller parkeret på bunden mellem profilerne, så fiser de afsted og havner på en strand. Der er også den risiko, at bøjerne bliver fisket op.”

”Derfor er vi meget glade for at kunne parkere dem på bunden, for så går de ingen steder. De kan hoppe lidt ind imellem, men vi kan fastholde dem på en lokalitet, og som det er nu, har vi fem bøjer ude. En lidt vest for Bornholm, en i Østersøen og to i Østgrønland som alle sammen er parkeret på havbunden. Vi eksperimenterer også med en på 25 m dybde et sted omkring Als, som har en forankring til at holde den på plads.”

Hænge lidt ud på 10 meter

At sige, at bøjerne kan styres, er måske en tilnærmelse. Forskerne er nødt til at tjekke op på strømforholdene i farvandsprognoserne, hvis de vil flytte bøjerne uden selv at sejle ud for at hente dem. Colin Stedmon forklarer:

”Vi kan styre bøjerne lodret i forhold til den dybde, bøjen skal ligge på. Men hvis den skal flyttes, er den nødt til at flyde med strømmen. Vi kan så bede den om at dykke ned og hænge ud på fx ti meter og lade sig flyde med, men dukke op hver time, så vi kan følge dens bevægelse. Når bøjen befinder sig over en lokalitet, beder vi den om at parkere sig på bunden og komme op til overfladen efter et tidsrum, der passer med strømmens retning frem og tilbage.”

Det er dog ikke altid, at det er lige nemt. Overraskelser opstår – fx med en bøje, der var placeret lidt vest for Bornholm. Den blev fanget af et eller andet, der bevægede sig meget hurtigt, og endte efter en uge på den anden side af Bornholm nord for Christiansø. Som Colin Stedmon tørt bemærker:

”Så kom Marinehjemmeværnet og hjalp os med at få bøjen tilbage i det rigtige område. Det var rigtig godt.”

Når bøjerne bliver parkeret på en lokalitet, kan de blive her i ugevis, hvis det er det, forskerne har behov for, eller de kan flyde med strømmen. Afhængig af modellen kan bøjerne måle saltholdighed, temperatur, iltindhold og klorofyl med bestemte tidsrum, så forskerne kan få et detaljeret indblik i forholdene på den pågældende dybde i en kortere eller længere tidsperiode. Colin Stedmon siger:

”Lige nu får vi iltprofiler fra de to bøjer i danske farvande hver femte dag, så vi kan monitere iltindholdet over havbunden i løbet af en længere periode og sammenholde det med andre data som fx vind- og strømforhold. Det kan man jo ikke, hvis man kun sejler ud med et fartøj en gang hver måned. Den vest for Bornholm har vi parkeret på bunden, den ved Als har en fortøjning.”

Netop det, at kunne få samlet data over en længere periode uden at stikke til søs med et skib en gang om måneden, er en stor gevinst ved bøjerne. Colin Stedmon uddyber:

”Sammen med Miljøstyrelsen købte vi en dyr model til ca. en halv million kroner, men den har givet så meget tilbage allerede, så mange flere målinger, at du hurtigt får pengene ind igen. Især hvis man tænker på, hvor dyrt det er at lave miljøovervågning i de åbne farvande. Det kræver et skib af en vis størrelse, ikke mindst hvis du vil holde tidsplanen og ikke aflyse pga. bølger, tid og storm. Så jeg tror, vi kan få meget gavn af bøjerne.”

Bøjetæsk i Grønland

Hvordan vil Argo-bøjerne virke i Grønland, hvor en stor del af farvandene er isdækkede en del af året? Colin Stedmon besvarer spørgsmålet:

”Vi satte to ud i Framstrædet mellem Grønland og Svalbard i september 2023. Den ene mistede vi kort tid efter, at den var sat ud, og den anden mistede vi forbindelsen til. Men den fandt en fisker i Manitsoq på Vestkysten i oktober året efter! Han var så venlig at kontakte os, så vi kunne få bøjen retur og downloade data fra den. Vi kan se, at de første to måneder var den i et område uden is, så vi har nogle målinger fra den periode, hvor havisen begynder at dannes og frem til april, hvor den lukkede ned. Men så blev den fanget i isen, og fik tæsk på den videre rejse vestpå sammen med isen – der hang ting på den og kablerne var blevet godt slidte.”

”I maj i år sejlede vi til området mellem Grønland og Jan Mayen med DTU Aquas skib Dana, hvor vi satte en bøje ud. Egentlig ville vi gerne placere den på shelfen, hvor der er meget få målinger fra hen over året. Men pga. isforholdene er den lagt længere ud på en forhøjning i omkring 700 m dybde i den sydlige del af Grønlandshavet. Her kan vi følge med i udvaskning af smeltevand fra iskappen, væk fra kysten og ud til dybhavet. Senere i år afprøver vi i sammenarbejde med Pinngortitaleriffik (Grønlands Naturinstitut), Aarhus Universitet, og DMI om vi kan bruge bøjerne til at give målinger i grønlandske fjorde. Vi håber, at vi kan samle dataprofiler gennem hele vinteren, så vi kan få et helt års data, også selvom fjorden bliver isdækket.”