Geologi

Dybets rigdomme på stand-by

Grønland er omgivet af hav, og de biologiske ressourcer på havbunden er essentielle for landets økonomi. Men hvad med de geologiske – er der noget at hente her?

Glassvamp i et område med mangannoduler i det nordlige Stillehav. Foto:  ROV-Team/GEOMAR (CC BY 4.0).
 Glassvamp i et område med mangannoduler i det nordlige Stillehav. Foto: ROV-Team/GEOMAR (CC BY 4.0).

Grønlandsk ”nej” på vej

I Norge aflyste regeringen en udbudsrunde i december 2024, hvor firmaer kunne søge om tilladelser til minedrift i Arktis for 2024 og 2025. Årsagen var bekymringer for havmiljøet. Aflysningen er dog ikke nødvendigvis et endeligt ”nej” til minedrift, for en kommende regering kan måske godt have en anden holdning til dybhavsminedrift og senere aftale et ”ja”.

Umiddelbart ser det ud til, at Grønland vil følge samme politik. I hvert fald blev naalakkersuisoq for råstoffer Naaja Nathanielsen citeret i avisen Sermitsiaq d. 2. december 2025 for at sige, at ”… jeg forventer at foreslå et forbud mod dybhavsminedrift i denne valgperiode. Jeg ser ingen grund til, at det skal være tilladt.”

Spørgsmålet om dybhavsminedrift har måske ligget og ulmet i Selvstyret i et stykke tid, for tidligere i 2025 udgav Aarhus Universitet og Pinngortitalerifik (Grønlands Naturinstitut) rapporten ”Marine mining in Greenland.” Afdelingschef på Pinngortitalerifik Karl Zinglersen fortæller om indholdet af rapporten:

”Vi ville indsamle alt, hvad vi kunne finde for at skabe et udgangspunkt for et videre arbejde. Finde ud af hvad vi ved noget om, og hvad vi mangler mere viden om. Både det vi kunne støve op i den videnskabelige litteratur, og det der ligger i den litteratur, vi gennem årene har bygget op som rådgivere i forbindelse med olieefterforskning.”

Rapporten opdeler havdybderne i dybder lavere eller dybere end 200 m. For selv om man mht. metaludnyttelsen primært tænker på det dybe hav, så foregår der allerede udnyttelse af ressourcer på lavere vand i Grønland. Karl Zinglersen siger:

”For nogle år siden var der et sydafrikansk firma, der prospekterede efter diamanter på havbunden ud for Maniitsoq. En af bjergarterne på land er kimberlit, som når den forvitrer skyller de hårdeste mineraler som diamanter ud i havet. Licensen blev dog siden trukket tilbage – muligvis på grund af ændringer i diamantmarkedet. Men vi har grusforekomster, som udnyttes i byggeriet, og i de seneste år er projekter om brug af gletsjermel blevet aktuelle, blandt andet kendt igennem Minik Rosings arbejde, da det foregår både på land og i havets kystzone.”

 

Mangannoduler på havbunden i Clarion-Clipperton Zonen i Stillehavet, april 2015. Foto: ROV KIEL 6000, GEOMAR (CC BY 4.0)
Mangannoduler på havbunden i Clarion-Clipperton Zonen i Stillehavet, april 2015. Foto: ROV KIEL 6000, GEOMAR (CC BY 4.0) .

 

Støvsugning på havbunden

Formelt set er det FN-organet The International Seabed Authority (ISA), der administrerer tilladelser til havbundsminedrift i de områder af verdenshavene, som ligger uden for landenes egne 200 sømil eksklusive økonomiske zoner. Indenfor 200 sømilgrænsen er det landene selv, der administrerer havbunden. Indtil nu har ISA indgået 15-årige udforskningskontrakter med samlet set 22 mineselskaber fra lande som Kina, Rusland, Polen, Sydkorea og Tyskland.

Vi ved, at vi i hvert fald ikke vil anbefale minedrift i Vestgrønland i Disko Bugt, på Store Hellefisk Banke og i Nordvandspolyniet.
Afdelingschef Karl Zinglersen Pinngortitalerifik/Grønlands Universitet

 

Bekymringen for havmiljøet i tilfælde af minedrift er dog fælles, uanset om det er menneskehedens fælles ejendom på ”the high seas” (de åbne have), eller om det er i de lokale havområder.

Problemet med dybhavsminedrift efter fx mangannoduler er måden, minedriften foregår på. Høsten af nodulerne foregår ved, at en overdimensioneret støvsuger kravler hen over havbunden og suger nodulerne op gennem et rør til et overfladefartøj. Ud over dyr og noduler er der bundslam i røret. På fartøjet sorteres nodulerne fra, og slammet sendes retur til havet og ledes ud på en given havdybde med god strøm.

De overordnede problemer her er, at havbunden og dens liv bliver forstyrret eller ligefrem ødelagt af både den kravlende støvsuger og den sedimentsky, der rejser sig, når støvsugeren roder op i sedimentet. Et andet væsentligt problem er den sedimentfane, der udvikler sig på den vanddybde, hvor slammet fra overfladefartøjet ledes ud.

 

Om miljøeffekterne set i en mere grønlandsk kontekst forklarer Karl Zinglersen:

”I Grønland er der ikke foretaget undersøgelser omkring påvirkninger på miljøet ved dybhavsminedrift. Men i forbindelse med den tidligere olieefterforskning kan vi bruge nogle erfaringer omkring påvirkningerne på fx havpattedyr og havfugle, når forskellige fartøjer opererer i et område. For havpattedyr som grønlandshval og narhval er det typisk skibsstøj fra motorer og mekanisk støj fra håndtering af tungt grej, der kan forstyrre dyrenes kommunikation og adfærd – især fordi lyd bevæger sig meget længere under vand end i luft. Der kunne også være et problem med det sediment, der bliver hvirvlet op eller som udledes i vandsøjlen – nogle steder kan det indeholde tungmetaller.”

 

Havbunden nær Aasiaat med flere bentiske dyrearter bl.a. søanemoner. Foto: David Blockley.
Havbunden nær Aasiaat med flere bentiske dyrearter bl.a. søanemoner. Foto: David Blockley.

 

Et eventuelt ”nej” af flere årsager

På nuværende tidspunkt er der ikke udpeget egnede områder til dybhavsminedrift. Til gengæld er der udpeget områder, hvor man af hensyn til dyrelivet og fiskeriet ikke vil tillade minedrift – og enkelte steder heller ikke bundtrawling, for den sags skyld. Karl Zinglersen siger:

”Vi ved, at vi i hvert fald ikke vil anbefale minedrift i Vestgrønland i Disko Bugt, på Store Hellefisk Banke og i Nordvandspolyniet. Ligeså findes tre områder i Nordvestgrønland, hvor trawling allerede er forbudt pga. det rige dyreliv på havbunden.”

 

Kortet til venstre viser dybdeforholdene langs den vestgrønlandske kyst. Kortet til højre viser områder med uforstyrret bentisk miljø med flere sårbare marine økosystemarter (VME) (grøn) i farvandene ved Vestgrønland, fx blødkoraller (sort), og områder der er lukkede for trawling (pink). Kort: Nadescha Zwerschke. Fra rapporten “Marine mining in Greenland”.

 

Umiddelbart ser det ud til, at det har lange udsigter, hvis overhovedet nogen, med dybhavsminedrift på havbunden i grønlandsk farvand. Ud over usikkerheder omkring miljøpåvirkningerne på havet ser naalakkersuisoq Naaja Nathanielsen også en anden grund til ikke at begynde på dybhavsminedrift i Grønland. Til Sermitsiaq sagde hun:

”… jeg ser ingen grund til at dybhavsminedrift skal være tilladt. Dels ud fra et forsigtighedsprincip, da vi ikke ved, hvad vi risikerer at ødelægge ved denne type minedrift. Dels har vi rigeligt med aktivitet på land og er derfor ikke afhængige af aktiviteter på dybt vand.”


FAKTABOKS: Mineralforekomster i dybhavet omkring Grønland

Hvordan ser det ud med mineralforekomster i dybhavet omkring Grønland? Det spørgsmål besvarer Jakob Kløve Keiding fra Danish Mineral Intelligence Centre (D-MIC) på GEUS:

Der er foretaget undersøgelser af havbunden omkring Grønland i EEZ og også uden herfor, bl.a. ifm. med kortlægning for at dokumentere kontinentalsoklens ydre grænse som er forestået af GEUS. Kendskabet til havbunden omkring Grønland er dog langt fra så detaljeret som på den norske sokkel, hvor der jo er investeret massivt i undersøgelser og igangsat en proces omkring åbning af aktiviteter for dybhavsefterforskning og eventuelt minedrift som nyligt er sat på pause. Der er heller ikke lavet undersøgelser specifikt for dybhavsmineraler fra grønlandsk eller dansk side.

Som på den norske kontinentalsokkel er der et betydeligt potentiale for både massive sulfider og Fe-Mn (jern-mangan) skorper omkring Grønland indenfor EEZ. Forholdene for dannelse af polymetalliske noduler er derimod ikke til stede på den grønlandske kontinentalmargen, eller for den sags skyld ellers i Nordatlanten, da havdybderne ikke er tilstrækkelige (skal normalt være >4.000 m for nodul-dannelse). Til gengæld er forholdene gunstige for de to andre dybhavsmineraltyper som normalt dannes i 400-5.000 meters dybde som findes omkring dele af Grønland og der er også lave sedimentationsrater - i flere områder - som ligeledes er vigtigt for dannelsen af skorper og for mineralforekomster ikke dækkes af et tykt lag sedimenter. 

På dette grundlag kan det - alene på et overordnet niveau, baseret på erfaringer fra den norske sokkel, der grænser op til grønlandske områder med tilsvarende forhold, samt begrænsede havbundsdata - konkluderes, at potentialet må anses for betydeligt. Det er dog vigtigt at understrege, at langt flere undersøgelser er nødvendige for at vurdere, hvor stort et mineralpotentiale der reelt er. Det er primært Nord, Nordøst og Øst for Grønland som er interessant, forholdene andre steder er ikke optimale flere steder pga. for høje sedimentationsrater. 

Inspirationsspørgsmål til skoleelever

1. Hvilke miljømæssige konsekvenser kan det få, hvis sedimentfanen fra noduludvinding sendes ud i den del af havet, hvor sollyset når ned?

2. Når ingen ejer havbunden i det åbne hav ("the high seas"), hvilke kriterier skal så gælde for, hvem der får tilladelse til at efterforske og måske senere hen udnytte fx manganknolde? Diskuter!