Ålegræs – fra grønne strå til blåt kulstof

Ålegræs ramt af epidemi i 1930’erne

Marinbiologerne opfattede i begyndelsen af 1900-tallet ålegræs som centralt for alt liv i det danske hav, fordi det dækkede så store områder. De kom frem til, at ålegræsset dækkede ca. 6.700 km², og da Danmark har ca. 7.000 km kystlinje, skulle ålegræsset dermed dække et ca. 1 km bredt bælte ved alle vores kyster.

Indtil 1930’erne stod ålegræsset i de danske fjorde og kyster som undersøiske jungler. I 2024 er der snarere tale om noget spredt savanne. I 1930’erne tog en af naturens egne svampe livet af det meste af Nordeuropas ålegræs, og selvom græsset hurtigt begyndte at brede sig igen, er det aldrig kommet tilbage i samme udstrækning, dybde og tæthed som i gamle dage. Presfaktorer som trawling, byggeri og især udledning af næringssalte har i mellemtiden begrænset vækstbetingelserne.

Modelberegninger af ålegræssets mulige udbredelse viser, at planten i dag maksimalt kan dække ca. 2.200 km² langs vores kyster. Et pænt stykke fra ålegræssets storhedstid før 1930’erne, men dog stadigvæk det mest udbredte ålegræsområde i Østersøområdet.

 

 

Begrænset kulstofakkumulering

Ålegræs er en havplante, der derfor skal bruge både sollys og næringsstoffer for at vokse. De grønne enge er levested for mange smådyr og fisk, som lever på og mellem planterne og på havbunden. Når planterne dør, bliver en lille del af plantematerialet begravet i sedimentet, og har dermed fjernet noget kulstof og næringsstof fra havet. På den måde kunne ålegræsset bidrage til at reducere to miljøproblemer: Kulstof, der kommer fra CO₂ i vandet og atmosfæren, og for mange næringsstoffer i vandet.

 

En ny artikel fra Institut for Bioscience på Aarhus Universitet opgør for første gang størrelsen af kulstofakkumuleringen under de danske ålegræsenge. Dorte Krause-Jensen er professor på Bioscience og medforfatter på artiklen, og hun uddyber:

”Der er kun data fra otte lokaliteter, så datagrundlaget er fortsat sparsomt. Men hvis man ganger gennemsnittet af disse otte data med Danmarks samlede potentielle ålegræsareal på 2.200 km², svarer kulstofakkumuleringen til maksimalt 0,7% af landets udledninger af klimagasser. Hvis ålegræsengenes udbredelse er uændret, vil klimaeffekten være neutral. Men hvis engenes udbredelse og dermed deres kulstofbegravelse øges, kan det levere et lille positivt bidrag til klimaet.”

”Størrelsesordenen er dog begrænset, da en fordobling af det nuværende ålegræsareal, baseret på tallene ovenfor, potentielt ville kunne give en klimaeffekt på maksimalt 0.7% af emissionerne. Det kan også være en udfordring at dokumentere klimaeffekten, fordi det er vanskeligt at skelne effekten af nyetablerede enge fra baggrundsniveaet, fordi både ålegræsenge og havbund er dynamiske og kulstofpuljerne derfor kan flytte sig.”

Biologerne har også inkluderet data for næringsstoffet kvælstof i studiet. Dorte Krause-Jensen forklarer:

”Sunde ålegræsenge fjerner også kvælstof fra vandet, når de vokser op, og en del af dette bliver akkumuleret i havbunden. Vores nye ålegræsstudium har også beregnet kvælstof­akkumuleringen på de samme otte lokaliteter og giver på den baggrund det grove skøn, at de danske ålegræsenge potentielt optager ca. 7% af kvælstofudledningerne fra land. Men ålegræsenge kan kun trives, hvis kvælstofudledningerne fra land er begrænsede. Så for at sikre sunde ålegræsenge, der både bidrager til biodiversitet, kystbeskyttelse, kulstof- og kvælstoftilbageholdelse, skal udledningerne af næringsstoffer fra land – samt andre presfaktorer – begrænses.”

 

Bevaring og genudplantning i Horsens Fjord – en succeshistorie

Ud over at ålegræs er et naturligt økosystem, som der er behov for at genetablere, ses ålegræsset også som et af flere midler til at fjerne nogle af næringsstofferne fra lokale havområder som fjorde og dermed bidrage til et renere hav. Biologer har gennem en årrække eksperimenteret og haft succes med at genplante ålegræs, dels for at få fjernet nogle af næringsstofferne, dels for at genskabe noget af biodiversiteten i havet. Og ikke mindst for at leve op til EU’s krav om ’god økologisk tilstand’ i havet – en anden måde at fortælle, at havmiljøet det pågældende sted har det fint.

 

Et af de steder er i Horsens Fjord, hvor biologer fra Syddansk Universitet (SDU) har haft succes. I 2017 udplantede de 14.400 ålegræsskud i et 51 m x 78 m stort skakternsfelt på lidt over en meters vanddybde. To år senere var antallet af nye ålegræsskud øget til over en million med en plantetæthed, der var 70 gange større.

 

Biologen Troels Lange fra SDU sagde i et interview med Ritzau i 2022 om forsøget med udplantning:

 

”Ålegræsudplantningen har haft en meget markant tilvækst i de første to år efter etablering, og det er over al forventning. Ålegræsset har vitterligt vokset som skvalderkål, og det er nu synligt på luftfoto. Hvis man ikke forbereder en udplantning omhyggeligt og sørger for at vælge egnede lokationer, vil det med stor sandsynlighed gå galt. Vi kan også se, at større områder med mindst 5.000-10.000 udplantninger har bedre chance for at klare sig end mindre områder.”

 

 

Det store ”men”

Dorte Krause-Jensen mener dog ikke, at man selv med en massiv indsats af genudplantning vil få ålegræsset tilbage til tilstanden fra før 1930, sådan som betingelserne er i øjeblikket. Hun siger:

 

”Det er afgørende, at man fjerner presfaktorer som for mange næringsstoffer i havet, så vi ikke mister mere ålegræs, og så vi sikrer, at vækstbetingelserne er til stede for at ålegræsset kan sprede sig. Når det er på plads, kan man fremme genetablering af ålegræs ved udplantning i udvalgte områder, hvor planterne står så spredt, at de ville have svært ved selv at genetablere sig. Det skal nødigt være sådan, at man udplanter i stedet for at reducere udledningerne af næringsstoffer fra land og andre presfaktorer. Det er der, jeg synes, at kæden kan hoppe lidt af.”

 

På spørgsmålet om det så ikke har lange udsigter, siger Dorte Krause-Jensen:

 

”Jo!”