OD

Andre må godt kigge med

Linemuslinger, restaurering af østers i Limfjorden og et Arktis under forandring. Det er blot tre af de hav-temaer, som et nyt undervisningstilbud tilbyder gymnasier. Der er meget dagsaktuel viden at høste i tilbuddet – også for voksne.

Screenshot fra video om linemuslinger (video: DTU Aqua).
 Screenshot fra video om linemuslinger (video: DTU Aqua).

I alle temaerne er der en introduktionsvideo, så brugeren kan få et overordnet indtryk af, hvad der fokuseres på i det pågældende tema. Og skulle man ikke lige være gymnasieelev, men ”bare” en interesseret voksen, kan man blive godt orienteret om emnet på temasiden, hvor der er både øvelsesvejledninger til undervisningstimerne, men – for de interesserede – også ligger et væld af nyttige links til populærvidenskabelige artikler og video’er.

 

Filtrerer man Lektie og Øvelsesvejledning fra og i stedet går videre til Materiale i de enkelte moduler, er det her, man kan blive klogere.

 

På temasiden om linemuslinger finder man bl.a. artikler om nitrogenkredsløbet og om ændrede klimakostvaner. Og skulle man have lyst til selv at starte en muslingefarm op, er der også mulighed for at bruge et modelleringsværktøj, så man kan eksperimentere lidt med at finde den bedste placering.

 

Fra Limfjorden til Arktis

Emnerne for de seks undervisningsforløb er:

 

·       Linemuslinger – i kampen mod eutrofiering og som bæredygtig fødevare

 

·       Restaurering af østers i Limfjorden – bioinformatik og DNA-sekventering

 

·       Arktis under forandring – polarhavenes biodiversitet

 

·       Organisk fingeraftryk i havet – organiske molekyler og spektroskopi

 

·       Bæredygtige proteiner – fra insekter til fiskefoder

 

·       Fra øl til fiskefoder – mask som bæredygtig proteinkilde.

 

Havfærdigheder

Et af Havets Tiårs mål er Ocean Literacy  – et begreb der i mangel på bedre kan oversættes til dansk som havfærdigheder. Om hvordan STEM for Verdensmålene understøtter dette mål, siger projektkoordinator Christian Riisager-Simonsen fra DTU Aqua:

 

”Havet og dets unikke liv er i sig selv fascinerende og dermed en oplagt løftestang for at gøre STEM fagenes teori interessant i praksis for gymnasielever. Men samtidig er udfordringerne med at forvalte vores akvatiske økosystemers biodiversitet, ressourcer mm. mange og lige til at blive nedtrykt af for ungdommen. Men her er det vigtigt at vise, at STEM-fagene ikke alene er væsentlige for forstå karakteren og omfanget af problemer, men også de opmuntrende potentielle løsninger, som der allerede arbejdes på både i forskningsmiljøer og i virksomheder.

Og det kan vi se på evalueringerne, at eleverne heldigvis er enige i.”

 

Artiklen er opdateret d. 7. december 2023 kl. 17 med afsnittet 'Havfærdigheder'.

Projektet "Stem for Verdensmålene er et samarbejde mellem VerdensKlasse/Mellemfolkeligt Samvirke og DTU Aqua med støtte fra Novo Nordisk Fonden.

 

Projektet har resulteret i seks undervisningsforløb med videoer, opgaver og lærervejledninger til STEM-fagene kemi, bioteknologi og biologi i det almene og det tekniske gymnasium. Desuden er mere end 250 gymnasielærere fra Danmark og Færøerne blevet efteruddannet af forskere fra DTU Aqua indenfor undervisningsmaterialets emner.

 

STEM for Verdensmålene er finansieret af Novo Nordisk Fonden med 2,4 mio. kr.