Havpattedyr
Bifangst af marsvin nedjusteres
I midten af 1990’erne blev det anslået, at mindst 6.700 marsvin årligt måtte lade livet som bifangst i danske fiskeres net i Nordsøen. Ny forskning tyder på, at tallene for bifangst for hele Danmark de seneste år er langt mindre.
Et langtidsprojekt
Det var under arbejdet med at teste kameraovervågning i forbindelse med udsmid i torskefiskeriet i slutningen af 00’erne, at biologen Lotte Kindt-Larsen fra DTU Aqua fik en idé. Hun fortæller:
”Jeg var daglig leder af videoprojektet og havde tidligere arbejdet med marsvin, så jeg tænkte, at der måtte være et kæmpe potentiale i det her videoudstyr. Problemet havde været, at man tidligere sendte en observatør ud, der kunne kigge over skibssiden og holde øje med nettene. En del af bifangsten af marsvin forsvinder nemlig, inden den kommer ombord, fordi dyrene er tunge, når de kommer op. Så fiskeren ser dem ikke. Der er mange faktorer, der spiller ind, så hvordan kan man få nogle tal, man kan stole på. Jeg tænkte, det ville være godt, hvis vi kunne få kameraer med på bådene, så hen ad vejen fik vi fiskerbåde med i bl.a. Øresund. Mange fiskere har været med i alle årene, så vi har kunne få al det data, vi havde behov for.”
En bonus, men også en udfordring, har dog været, at projektet strakte sig over ti år. Lotte Kindt-Larsen siger:
””Hvis man kun undersøger et år, får man for få data, da der er meget store variationer i, hvor mange der bliver fanget. Det har været svært at få kommunikeret ud, at det tager mange år at få et solidt datamateriale.”
”Nogle år har man fanget 20 marsvin, andre år ingen. Hvad er det, der spiller ind. Det er jo ikke mærkeligt, at et garn, der er 15 km langt og står i tre dage har mere bifangst, end et garn der er 300 m, og som står i et døgn.”
Lotte Kindt-Larsen fortæller, at forskerne har taget højde for mange ting i dataindsamlingen. Det vigtigste var, hvor lang tid garnene har stået i vandet, og hvor lange de var. Fiskerbåde har forskellig kapacitet, så nogle både er ude fem dage ad gangen og fisker med kilometervis af garn. Andre både er ude i nogle timer og har lidt garn i vandet. Nogle både har kun en mand ombord, andre flere, så der er stor forskellighed i fiskerierne. Førhen ekstrapolerede man fiskedage, hvor man sagde, at en fiskedag er en fiskedag. Det betød så, at en stor båd talte lige så meget som en lille båd. Og disse forskelligheder har være essentielle at få med i datagrundlaget for den matematiske model.
”Det, der er allervigtigst i vores data, er, at vi er begyndt at tage forskelligheden med. Vi siger, at en lille fiskerbåd lander så og så meget, og har fisket med så og så mange net. Data er blevet meget mere detaljerede, for der er taget højde for garnlængder, hvor lang tid garnene har stået i hvilke områder, maskestørrelser, hvilke arter de har fisket efter, hvornår på året og i hvilket farvand.”
Bifangster kan vurderes uden feltarbejde
Modellens datamateriale er baseret på, at der i perioden 2010-2020 blev registreret 6.139 fiskedage med 525 bifangster af marsvin fanget af de op til 17 samarbejdende fiskere. Modellen kan så på baggrund af karakteristika i et ønsket område uden kameraovervågning komme med tal for formodet bifangst. Lotte Kindt-Larsen nævner et eksempel:
”Selvom vi ikke har haft nogen kamerabåde ude i Kattegat, så er der et område oppe omkring Ålbæk Bugt i Nordjylland, hvor der er relativt mange bifangster. Vi ved fra andre områder, at med de pågældende fiskerier på de givne tidspunkter af året, med de og de maskestørrelser, og med de noterede landinger, de har haft, så må der have været så og så meget bifangst i perioden.”
"Min opgave er at sige, at datamaterialet får man ikke bedre. Så nu er det et politisk spørgsmål, hvor man vil hen."
Sådan er forskerne nået frem til, at der årligt i perioden 2010-2020 har været en gennemsnitlig bifangst på 2088 marsvin om året i hele Danmark og Sverige – et tal der er væsentlig lavere end tallet fra 1990’erne på 6.700 for Nordsøen alene.
Næste spørgsmål er så, hvordan man kan reducere bifangsten.
Ifølge loven skal garn være forsynet med akustiske pingere på både, der bl.a. måler mere end 12 m i bestemte områder. Men får pingerne marsvinene til at undgå nettene?
Marsvinene fokuserer måske for meget
Modellen tager også højde for marsvinenes adfærd. De kan dykke dybt, men de bruger også en stor del af deres tid i overfladen. Derfor kunne de tidligere drivgarn tage mange marsvin. Disse garn er dog ikke længere lovlige.
En del af deres fødesøgning er omkring bunden, hvor nettene står, og her svømmer de ind i nettene. Man har lavet meget forskning for at finde ud af, hvad der er årsagen til det. Deres ekkolokalisering er så fintunet, at de kan ”se”, når der er et net foran dem. Hvis man fx sætter en netbarriere op i fangenskab i en pool, svømmer marsvinet fint uden om. Sætter man så en fisk i bassinet, ryger marsvinet i nettet, sandsynligvis fordi dens sonar er låst fast på fisken og derved ikke hører ekkoet fra nettet. Marsvin er så specialiserede, at de kan tune ind på lige denne her ene ting. Men ekkosignalet fra fx et net risikerer at forsvinde i det akustiske landskab fra andre marsvin, baggrundsstøj og genstande.
Pingere er akustiske bobler
Reglerne siger, at pingerne skal sidde med 200 m mellemrum på den øverste del af nettet. Den sender et akustisk lydsignal ud i en cirkulær udbredelse, så pingeren dækker ud til ca. 100 m, og så skal den anden pinger gerne overlappe fra den anden side. Til sammen danner rækken af pingere en form for akustiske bobler hele vejen langs nettet. Det har vist sig at være en ret effektiv metode til at reducere bifangsten. Har man 15 km garn, skal man bruge mange pingere, hvilket der har været en del diskussion om i erhvervet, for det er fiskerne selv, der betaler de ca. 500 kr, de koster pr. styk.
Det er dog ikke alle garnfiskere, der skal bruge pingere. Regelsystemet er ret kompliceret, og kravet om pingere gælder kun for både over 12 m, for fartøjer i visse områder og med visse maskestørrelser. Det betyder bl.a., at alle de små både i de indre danske farvande ikke skal bruge pingere.
Spørgsmålet er, hvor effektivt myndighedernes krav om pingere er. Lotte Kindt-Larsen forklarer:
”Et eksempel er området omkring Langeland, hvor modellen har anslået, at bifangsten ved brug af pingere vil være 175. Men modellen anslår også en bifangst på 175, selvom der ikke bliver brugt pingere. Det er fordi, fiskeriet foregår fra både, der er under 12 m. Med den regulering, man har nu, ændrer det derfor ikke noget.”
”Personligt har jeg det sådan, at ja, pingere reducerer marsvinbifangster, men hvad har det af konsekvenser, at man bruger dem? Man snakker meget om støjforurening, så hvad sker der med marsvinene, hvis fiskeriet bare ligger og bimler og bamler der ude.”
”Vi prøver som forskere at finde løsninger, hvor lydene bliver optimeret. Hvis nu man kunne finde en lyd, som ikke skræmte dem væk, så de bare blev opmærksomme på, at de ikke skulle svømme herhen. Lige nu er vi ved at teste en lille perle. Hvis man sætter perlerne på nettet, vil det øge ekkoet, så lydbilledet bliver meget kraftigere fra garnet. Måske kan det være nok til, at de ser det og svømmer udenom, selvom de bliver distraheret af en fisk.”
Virkeligheden på dækket
Uden samarbejdet med fiskerne ville projektet ikke kunne have ladet sig gøre. Så hvad har motiveret fiskerne til at deltage og lade sig kameraovervåge – for manges vedkommende i alle ti år? En af de 17 fiskere er Niels Frederiksen, som var med til at starte Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri i 2014. Han har fisket i 43 år, fisker i den nordlige del af Øresund, og er sandsynligvis den eneste fuldtidsfisker i den del af de danske farvande. Han siger:
”Jeg har taget kamera på for at vise, at der er nogle danske fiskere, der kan leve af at fange fisk på en reel måde – at man viser interesse for at værne om naturen og fiske skånsomt. Jeg mener, at hvis ikke nogen stiller sig op og fortæller, at det er sådan, det også foregår i det virkelige liv, så sidder der nogen og gætter på, hvordan det er, og udregner regler på den baggrund.”
”Med hensyn til bifangst sætter jeg garn ud om eftermiddagen og trækker dem ind næste morgen. Jeg har haft pingere på de garn, hvor jeg fanger stenbiderrogn – og her er det typisk, at der ryger marsvin i. Maskerne er store, og de har nemmere ved at hænge i den slags garn, end i garn med små masker, som man fanger fladfisk eller torsk i. Det er de stormaskede garn, jeg har pingere på, men kun i forsøg, for det er ikke et lovkrav for min båd. Der går ikke mange marsvin i nettene – måske to til fem stykker om året. De drukner og ryger tilbage i havet, for dyrene er fredede og må ikke landes.
”Er det godt nok?”
Hvad skal der så ske nu, hvor forskerne har produceret et mere detaljeret billede af bifangsten i de danske farvande? Lotte Kindt-Larsen siger:
”Jeg synes, at vores fineste opgave er sammen med fiskeriet at give forvalterne det bedste materiale til at træffe beslutninger på. En del af den nuværende rådgivning giver ikke mening for fiskerne, og det skyldes måske til dels datagrundlaget. Min opgave er at sige, at datamaterialet får man ikke bedre. Så nu er det et politisk spørgsmål, hvor man vil hen.”
Kan den nuværende mindre bifangst i forhold til 1990’erne ikke skyldes, at der bare er færre marsvin, eller at det er pingernes skyld? Til det forklarer Lotte Kindt-Larsen:
”Så ville jeg sige , at hvis man tror, det hele er fint, hvis bare man bruger de pinger-regler, der er nu, then you are wrong. Hvis fx alle fiskerne ud for Hanstholm følger reglerne med pingere, vil de fange 175 dyr om året. Antager vi i modellen, at ingen bruger pinger, så fanger de 200 dyr. Dvs. at vi reducerer bifangsten i det område med 25 dyr, hvis alle følger reglerne. For hele Danmark vil der ifølge modellen blive fanget 2086 marsvin om året, hvis alle fiskere bruger pingere. Hvis alle fiskere ikke bruger pingere, viser modellen, at bifangsten er 2.617 dyr. Altså en bifangst på ca. 600 marsvin om året. Så det er op til forvaltningen at beslutte, hvad der er godt nok.”