Muslingefarme: Bæredygtighed – også økonomisk

Muslingefarme som kvælstoffælder

Muslingeopdræt, tangfarme og udplantning af ålegræs kaldes marine virkemidler, og ses som midler til at hjælpe havområder med at forbedre den lokale havmiljøtilstand. Forudsætningen for både at begynde at bruge marine virkemidler, og at vi får et rent havmiljø, er dog, at forureningen fjernes så tæt på kilden som muligt – noget som Danmark er forpligtet til gennem EU’s Vandrammedirektiv. Når vi snakker om tilstanden af det danske havmiljø betyder det, at det primært er landbrugets udledning af næringsstoffer, der skal nedbringes betydeligt.

Næringsstofferne øger produktionen af plankton, som når det dør lægger sig på bunden i så store mængder, at det bruger ilten i vandet og i havbunden – og medfører iltsvind og død og en stort set livløs havbund.

I Vandrammedirektivet skal kvaliteten af medlemslandenes havområder have betegnelsen ’god økologisk kvalitet’ for at leve op til direktivets kvalitetskrav. I Danmark er der fem ud af 109 havområder, der har denne betegnelse.

Ifølge foreningen Dansk Akvakultur kan muslingeopdræt fjerne mellem 1-3 tons kvælstof pr. hektar pr. år. Så man skulle tro, at tiltag som muslingefarme, var velkomne. Men ud over de miljømæssige og politiske diskussioner, som bl.a. Danmarks Naturfredningsforening adresserer, er der ikke mindst økonomiske perspektiver og udfordringer, som erhvervet skal forholde sig til, inden man tager muslingefarme i brug som virkemiddel.

Liner som substrat

Der produceres jo allerede muslinger i Danmark, så hvad er forskellen på muslingeopdrættet nu og så eventuelt i fremtiden som virkemiddel? Det spørgsmål besvarer professor på DTU Aqua Jens Kjerulf Petersen:

”Det er en forudsætning, at det er en ny produktion, at det vi gør, er noget, som ellers ikke ville være sket. En produktion som naturen ikke selv har gjort. Derfor gør man det som opdræt ved, at man hænger noget materiale ud i vandsøjlen, som de små muslingelarver kan sætte sig på – fx net. Over 97% af muslingernes larver går til af den ene eller anden grund. En af de væsentligste årsager til det er, at de ikke når at sætte sig et egnet sted, før de enten bliver spist eller går til af anden årsag.”

”Ved muslingeproduktion tilbyder man dem et substrat, så de har noget at sætte sig på, som de ellers ikke ville have haft. Derfor kan vi sige, at det er en ny produktion – vi binder noget kvælstof og fosfor i muslingernes biomasse, som ellers ikke ville være bundet. Dvs. at de næringsstoffer, der bliver fanget, når man høster tangen eller muslingerne, er en netto fjernelse.”

”Man har også diskuteret at udlægge muslingebanker på bunden, men problemet her er, at man ikke altid kan være helt sikker på, at man får en netto ny produktion. Hvis muslingerne dør af iltsvind, eller at væksteffektiviteten ikke er særlig stor, eller der kommer angreb af søstjerner, så er der en risiko for, at man ikke får en ny produktion. Under alle omstændigheder er det en mindre effektiv måde, end at gøre det i vandsøjlen. Så når vi snakker om virkemidler med muslinger, så er det næsten udelukkende muslingeopdræt i vandsøjlen.”

Hønen, ægget og en bæredygtig økonomi

I Danmark blev der i 2022 opdrættet 10.227 tons muslinger til en værdi af ca. 39 mio. kr til konsum om året. Hvis man et kort øjeblik ser bort fra forudsætningen om, at næringsstofferne skal fjernes ved kilden, hvorfor så ikke bare åbne nogle nye muslingefarme i lokalområder, hvor iltsvindet er voldsomt? Det er her, at økonomien kommer ind. Jens Kjerulf Petersen siger:

”Mekanismen er i princippet den samme – om man bruger muslingerne til konsum eller som virkemiddel gør ingen forskel. Man kan dog sige, at der er en forskel, fordi som virkemiddel vil man optimere på biomassen – altså at man får så meget ud som muligt, og at man prøver at minimere på omkostningerne for at gøre det så billigt som muligt. Det betyder noget for kvaliteten af slutproduktet, og for hvad man kan gøre med det. Optaget (immobiliseringen) af kvælstof og fosfor i marine organismer og fjernelse af det derefter og de afledte miljøeffekter er i princippet det samme – kun et spørgsmål om skala og måske også om placering af farmene. At man vil vælge at lave nogle strategiske placeringer, som ikke handler så meget om hjemhavn og landbaserede produktionsanlæg, hvor farmeren nu bor, som hvor det vil give mest mening i forhold til at nå nogle miljømål.”

”Man skal anvende biomassen uanset om det er tang eller muslinger. For begge gælder, at hvis opdrætteren bliver betalt af enten det offentlige eller udlederen for at fjerne kvælstoffet svarende til hans udgifter, så er biomassen billig for forarbejdningsindustrien at gøre noget ved. Men her skal man først kigge på en økonomisk model. Hvis ikke forarbejdningsindustrien skal betale for råvaren fra farmeren, fordi der allerede er betalt for næringsstoffjernelse, så har industrien kun sine forarbejdningsomkostninger til at lægge på prisen. Men der skal jo være en anvendelse af biomassen, før det løber rundt. Ikke nødvendigvis økonomisk, men måske mere naturmæssigt. Det er produkter, som man godt kan finde en anvendelse for, så derfor er det et spørgsmål om en afregningsmodel mere end noget andet.”

”Men det kommer an på utrolig meget. I den måde, det er blevet beregnet på i virkemiddelkatalogerne, har man satset på at maksimere arealeffektiviteten og minimere udgifterne ved selve opdrættet. Det betyder, at man høster muslingerne før jul for at sikre, at man ikke skal undersætte anlægget – dvs. sænke opdrætsstrukturerne længere ned i vandsøjlen – hvis der kommer is. Det kan nogle af de meget effektive anlæg baseret på rør og net pt ikke. Ved høst før vinteren vil der være en ret stor del af muslingerne, som ikke har målstørrelse i forhold til fersk konsum.”

”Så skal der findes et andet formål, og der er en række muligheder for at anvende muslingerne. Men der er endnu ikke en entydig kommerciel bæredygtig løsning, hvis muslingeproducenterne skal have noget for sine muslinger. Fx har danske fiskemels- og foderproducenter trukket sig ud af det, så længe man ikke kan garantere en vis produktion. Derfor er det uinteressant at gå ind og udvikle mere på det. Så længe muslingefarmerne ikke kan få en garanti for, at de kan få en betaling for fjernelse af næringsstofferne, så vil de ikke investere i produktionsanlæg. Og er der ikke en vis mængde biomasse, vil forarbejdningsvirksomhederne ikke investere i at udvikle den mest omkostningseffektive måde at forarbejde det på. Det er hønen og ægget! Så ja, der er ikke fundet en løsning, som i sig selv er økonomisk bæredygtig. Det handler om, at der ikke er det incitament og den struktur, som gør det interessant for virksomhederne at investere i det.”

Anbefaling til staten

Myndigheder og konsulenter arbejder stadig med at finde ud af, om marine virkemidler som muslinge- og tangfarme og genudplantning af ålegræs vil være tilstrækkeligt effektive til lokalt at reducere næringsstofferne. Om processen fremover siger Jens Kjerulf Petersen:

”Vandplanerne for 2021-27 skal genbesøges i foråret 2024 og det med udgangspunkt i bl.a. en second opinion proces, hvor man har vurderet, om modelarbejdet fra konsulenterne har været godt nok, og om indsatsbehovet er beregnet godt nok.”

”Der har været nogle forskellige virkemiddelprojekter, hvor man har kigget på tang og ålegræs. Der er også kommet en reviewrapport fra et konsulentfirma omkring muslingerne, hvorefter man så skal beslutte sig til, om man vil bruge virkemidlerne i praksis. Derudover er der nogle regionale indsatser som kystvandråd, som også er en del af second opinion.”

”I kystvandrådet for Hjarbæk Fjord og Skive Lovns Bredning har man besluttet, at man fastholder, at indsats- og reduktionsbehovet for næringsstoffer skal ske på land, men at man anbefaler staten, at bruge muslingeopdræt som supplerende virkemiddel til at forbedre miljøtilstanden. Dels ligger der en del næringsstoffer bundet i sedimenter, som jo ikke forsvinder, bare fordi man stopper udledningerne fra land, og dels er der en forsinkelse, for selv om man stopper produktionen på land, så går der noget tid, før kvælstoffet ender ude i fx Skive Fjord.”