Under vandet under sandet

Klimaforandringer i fortid og fremtid

Det seksårige projekt SUBNORDICA begyndte i april 2024, og målet med projektet er at finde ud af, hvordan landskabet så ud i fortiden, og hvordan landskab og mennesker reagerede, efterhånden som Doggerland blev dækket af havet. Projektet håber også, at deres nye viden kan kaste lys over, hvordan fremtidens danske landskab vil ændre sig med et stigende havniveau. Lektor i marin geofysik Katrine Juul Andresen fra Institut for Geoscience, Aarhus Universitet, fortæller:

”I Nordsøen er der visse steder bevaret geologiske arkiver fra perioden med kraftig havniveaustigning og oversvømmelse af de lavtliggende landområder. Den problemstilling ligner den nutidige situation, hvor vi ser ind i en fremtid med stigende havniveau. Danmark er et lavtopografisk område, så hvis vi kan forstå de geologiske processer, der virkede under oversvømmelserne ved afslutningen af den sidste istid, kan det også give os en større forståelse af, hvordan det nuværende landskab måske vil reagere på oversvømmelser.”

”Oven i det vil vores projekt kunne fortælle noget om, hvor der i de geologiske lag i Nordsøen er særlige palæolandskabstyper med arkæologisk potentiale, som vi skal passe på og bevare. Med den store planlagte udbygning af havvindmølleparker i Nordsøen, kan SUBNORDICA bidrage med viden om, hvor man bør undgå at lægge mølleparker og i stedet afsætte mindre og vigtige områder som fortidsminder, så vi undgår at ødelægge noget af vores fælles kulturarv.”

Umiddelbart kan det være svært at afgøre, om palæolandskaberne er bevaringsværdige. Ikke kun fordi de ligger under mange meter vand, men fordi de typisk også er begravet under flere meter sedimenter. Til det siger Katrine Juul Andresen:

”Det er derfor, at vi først, med geofysiske og geologiske metoder, må kortlægge og forstå palæolandskabet i Doggerland. Hvor er det, at det interessante og bevaringsværdige palæolandskab ligger blottet og synligt på havbunden i dag, så vi rent faktisk kan komme til det? Og hvor er det, at landskabet ligger begravet og har det fint, og hvor det nok skal blive bevaret til eftertiden.”

”Nordsøen er meget dynamisk sted, hvor der nogle steder bliver aflejret sand, og hvor der andre steder fjernes og eroderes materiale. Vi har data fra 2022, der viser blotninger af Doggerland, hvor der ikke ligger sandbanker. Men spørgsmålet er så bare, om de steder også er steder, hvor der har været mennesker. Det kan arkæologerne hjælpe os med at svare på, og det er blandt andet den synergi mellem geoscience og arkæologi, som vores projekt vil drage nytte af.”

En udflugt til Doggerland

Forskerne i SUBNORDICA er dog ikke helt på bar bund mht., hvordan landskaberne i Doggerland så ud og ændrede sig med tiden. Forskning, der blev publiceret af bl.a. Katrine Juul Andresen i en videnskabelig artikel i 2022, zoomede ind på et lille hjørne af Doggerland på bredden af det, der kaldes Elbe Palæo Valley, et større dalområde der strakte sig fra floden Elbens udløb i Nordtyskland og langt ud i det centrale Nordsøen. Katrine Juul Andresen fortæller om områdets udvikling fra at være et istidslandskab, som det ses fx ud for gletsjerområderne på Island, til at være et område med floder og søer, for endelig at blive dækket af havet:

”Hvis vi går tilbage til den seneste istid, var Nordsøen, som vi kender den i dag, et landområde. For ca. 20.000 år siden var masser af havvand bundet i iskapperne på Jorden. Der stod det globale havniveau omkring 130 meter lavere end i dag. Det betød, at der var store områder af de kontinentale sokler, der var landområder. Derfor er Nordsøen blandt andet interessant, fordi det er et landområde, som i dag er gået tabt, men som sandsynligvis har været et attraktivt område for stenalderfolkene at opholde sig i og jage i.”

”Vi kan se i nogle af vores undersøgelser, at der er bevaret fjorde, og at der er udgået kanaler fra fjordene. Så det er et meget varieret landskab, set fra et geologisk synspunkt. I starten, hvor iskappen var relativt tæt på området, har det været en smeltevandsslette uden den store bevoksning. Der har været lavvandede smeltevandfloder, der flettede sig ind og ud af hinanden, og hvor en masse sediment og smeltevand kommer ud.”

”Hvis man tager turen tilbage til fx for 17.000 år siden, vil man se, at der er kommet nogle små tundrabevoksninger. Smeltevandsfloderne er måske nu blevet til større floder med bevoksninger omkring. Måske har der også været marskområder. Går vi endnu længere op i tid, begynder havet at nærme sig. Der, hvor der tidligere havde været floder, begynder det nu at blive oversvømmet, så man vil opdage, at vandstanden i floderne er steget. Fra omtrent 11.000 til 9.000 år siden begyndte der at komme indslag fra havet af dyr og planter, og der sker en kraftig oversvømmelse af Doggerland indtil for omkring 6.000 år siden. Her minder omgivelserne mere om dem, vi har i dag i Nordsøen. På et tidspunkt er det hele blevet oversvømmet. Og så har stenalderfolkene nok valgt at flytte til et andet sted.”

Storskala og småskala

Resultaterne fra studiet i 2022 er en af brikkerne i det store puslespil om at forstå Doggerland. Her blev der tolket forskellige former for seismik, som så blev sammenholdt med sedimentkerner fra boringer. En metode som SUBNORDICA vil arbejde videre med. Katrine Juul Andresen siger:

”Der er to parallelle spor, vi beskæftiger os med i Nordsøen. Dels skal vi først blive klogere på, hvordan landskabet så ud. Det er det, jeg som geofysiker og geolog kan være med til at belyse med mine metoder. Senere kommer arkæologerne ind og skal vurdere, at hvis der har været denne type landskab, hvor er det så mest sandsynligt, at mennesker ville have opholdt sig og brugt landskabet.”

”Som geologer er vi interesserede i at finde ud af, hvordan de geologiske processer virkede på den store skala og forandrede landskabet. Hvor meget har fx erosion fjernet af specifikke lag, og hvor er det interessante palæolandskab bevaret? Arkæologerne arbejder til gengæld i en mindre målestok på små lokaliteter med bosættelser og udgravninger i kvadratmeterfelter. Det giver helt klart også nogle udfordringer, når man lægger de to discipliner sammen. Når vi kommer ud i Nordsøen, kommer vi langt fra kysten og ud på dybere vand. Både det dybere vand og det, at det arkæologiske landskab kan være begravet under 1-5 meter sand, giver nogle helt andre udfordringer i forhold til udgravninger, sammenlignet med udgravninger på få meter vand, som vi kender det fra for eksempel Aarhusbugten.”

Aarhusbugtens hemmeligheder

Selvom havbunden i Aarhusbugten og Nordsøen er meget forskellige, så kan erfaringer fra udgravninger af Aarhusbugtens stenalderbopladser bruges til at tyde Doggerlands landskaber og mennesker – og måske også rykke ved vores forståelse af stenalderfolkenes demografi. Peter Moe Astrup er marinarkæolog på Moesgaard Museum, og han siger:

”Der er utrolig meget vi ikke ved om de mennesker, der levede på det her tidsrum i Stenalderen, fordi alle deres aktiviteter ude i kystområderne ligger gemt. De er blevet oversvømmet. Som arkæologer har vi igennem de sidste 100 år baseret vores tolkninger primært på det kildemateriale, som oprindeligt befandt sig i datidens skov- og indlandsområder. Det vil sige, at alle de bopladser, vi har fundet igennem de sidste 100 år, ikke er kystbopladser, men er bopladser, man dengang lagde inde i landet. Det betyder, at vores billede af fortiden kan være lidt ensidigt og kun være den halve sandhed. Måske var det kysterne, som var afgørende for subsistensøkonomien i det her tidsrum.”

”Geologer og arkæologer har forsøgt at lave modeller for at bestemme, hvor hurtig havstigningen var. Hvis vi fx finder en stenalderboplads kan der være gamle fiskeanlæg, og så har vandstanden skulle være minimum en halv meter. Omvendt må der ikke have været mere end to meter vand, for så kunne man ikke bygge anlægget. Så vi har arkæologiske lag, der giver nogle meget præcise mål for, hvordan vandstanden har været, og hvordan den har udviklet sig over tid.”

"Og det ser ud, som om det er gået rigtig hurtigt. Mange forskere er kommet frem til, at havet er steget med 2-3 meter pr. 100 år, da det gik mest voldsomt for sig.”

”Derfor undersøger vi et 8-10 m dybt område inde i Aarhusbugten, hvor vi har fundet nogle spændende bopladser, som er forholdsvis lette at udforske. Dem skal vi bruge til at finde ud af, hvilken betydning kysten faktisk havde. Og også gøre os klogere på, hvordan stenalderjægerne måske bosatte sig ude i Nordsøen.”

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed

Arkæologerne ved, at de senere stenalderfolk godt kunne lide at bo ved åer og langs fjordene. Men går vi længere tilbage i tiden, har arkæologerne knap så meget styr på, hvor populært det var at bo ved kysterne. Som Peter Moe Astrup siger:

”Det er vigtigt for os at vide, fordi hvis man har et areal på 1.000 km², og 90% af menneskene faktisk boede ude ved kysterne, er det måske der, vi skal vælge at lede, og ikke inde ved de gamle søer eller åer. Det betyder også, at hvis vi finder en masse bopladser ude ved kysterne, så skal vi måske opjustere vores vurdering af stenalderens befolkningstæthed. Indtil nu har vi nemlig primært baseret den på kildematerialet som stammer fra datidens skovområder."

Nordsøens hemmeligheder

Nu ligner Nordsøen ikke Aaarhusbugten, så her skal der lidt grovere metoder til for at finde fund. Peter Moe Astrup siger:

"Vi kommer også til at lave undersøgelser i Nordsøen, men det kommer ikke til at være undersøgelser, der bliver lavet på samme måde som dem, vi laver i Aarhusbugten. Der dykker vi, graver minutiøst og tager billeder og registrerer, præcis som man gør på land."

"I Nordsøen sender man i forbindelse med arkæologiske forundersøgelser typisk et stort skib ud, som sætter et rør ned på havbunden, der suger grus, ral og måske pilespidser op. Andre gange kan man også bruge et stort skib med en stor gravko på. Her er man langt fra kysten, hvor vanddybden er stor, og hvor der måske ligger forskellige meter af sediment oven på de lag, man egentlig gerne vil have fat i. Hvis vi ser nogle spændende lag i de geofysiske data, så ligger de ofte 1-5 meter nede i havbunden.”

”I SUBNORDICA har vi også en ambition om at prøve at reflektere mere over, hvad de metoder kan bruges til, og om man måske kan udvikle nogle nye metoder, som egner sig bedre. Når man suger materiale op fra havbunden, ødelægger man ofte den kontekst, som fundene er i. Problemet er, at man typisk ikke kan grave på mere end ned til ca. 20 meters dybde. Så på større dybder famler vi stadig lidt i blinde og mangler måske egentlig bare nogle bedre metoder.”

Foranderlige landskaber

Noget, der har overrasket Katrine Juul Andresen, er kompleksiteten af fortidens druknede landskaber. Hun uddyber:

”Sådan er det altid med geologi. Vi vil jo meget gerne putte naturen i kasser, men naturen er bare kompleks. For at kunne sige noget om undergrunden kræver det, at vi har nogle data, der helst skal være i god opløsning og dække store områder, så vi kan se alle detaljerne omkring den geologiske udvikling. For når du står et sted, og går 100 meter i én retning, kan landskabet se fuldstændig anderledes ud – og sådan kan du blive ved. Så på den måde afspejler fortidens landskab også landskaber, som vi kan se mange steder i dag.”