Lystfiskeren på den kraftige motorbåd har bid! Der er 250-300 kg stålgrå fisk på krogen. Men i stedet for at hale fisken ind, knytter en hjælper en line på linen og kaster den over på motorbåden få meter væk. Her sidder en lille håndfuld forskere, klar til at trække tunen halvvejs ombord, sprøjte en kraftig vandstråle ind i fiskens gab, sætte en elektronisk sender på, få taget nogle prøver – og slippe tunen tilbage i dybet, hvor den hører hjemme. Alt sammen i løbet af nogle få koncentrerede minutter.
En af forskerne på båden er biologen Kim Aarestrup fra DTU Aqua, som forklarer, hvorfor både biologer og flere hundrede frivillige lystfiskerentusiaster er parat til år efter år at stille med deres kraftige motorbåde for at opleve og blive klogere på den skabning, som Kim Aarestrup kalder ”Havets Formel 1”. Han siger:
”I 2015 og 2016 var der sporadiske meldinger om, at nogle lystfiskere havde set tun, og der blev skrevet et par avisartikler om det. Da jeg hørte det, tænkte jeg, at så er det bare med at rykke ud nu – for sæt den forsvinder igen”.
Siden da har Kim Aarestrup og hans danske og svenske partnere i seks sæsoner siden 2017 mærket nogle hundrede blåfinnede tun. Alt sammen i tæt samarbejde med den internationale tunkommission ICCAT, som overvåger bestandene. Det har bragt ny viden frem om den ikoniske fisk, der ikke siden begyndelsen af 1960’erne har jaget sild og makrel i havet omkring Danmark.
Samtidig med afslutningen på 2022-sæsonen udkom den første videnskabelige artikel i mange år om tunens adfærd i de nordiske farvande, baseret på resultaterne fra den første mærkningssæson i 2017. Om det vigtigste, de lærte om tunen fra 2017-sæsonen, siger Kim Aarestrup:
”Vi ved nu, at vi kan fange, mærke og få vigtig viden om tunene heroppe. Vi sidder ikke på bænken mere.”
Tun 34859's lange rejse
I feltsæsonen 2017 fik Kim Aarestrup og kolleger satellitmærket 18 blåfinnede tun. Af disse var der brugbare data fra 11, med langtidsdata fra tre. Overordnet viser de tre forskellige vandringsmønstre. Alle foretrækker, som forventet, langfarten – en tun med nummeret 34859 svømmer ind i Middelhavet og tager 2017-rekorden med 25.937 km. Én krydser 22.268 km rundt i det østlige Atlanterhav, og en enkelt tun tager en 16.002 km lang tur over Atlanten til Nordamerika – og krydser dermed også den nord-syd linje, der definerer, om tunen regnes for en vestatlantisk Mexikanske Bugt-bestand eller en østatlantisk Middelhavs-bestand. Det var dog kun de to førstnævnte, der leverede data for et helt år, sådan som forskerne ellers havde planlagt.
Mærkningen af tun er essentiel, hvis man vil forstå, hvor tunene vandrer hen for at gyde – og dermed at kunne fastslå, hvor tun, der besøger de nordiske have, hører til. Uden denne viden kan man ikke forvalte fisken og eventuelt afsætte kvoter til fiskeri – hvad enten det er til erhvervs- eller rekreativt fiskeri. Og dermed også undgå en gentagelse af tunens skæbne, som for bare få tiår siden var næsten udryddet i både Nordamerika og Europa.
Der sprøjtes masser af vand i tunen for at den ikke skal mangle ilt (foto: Richard Martin, Water Aps). |
Kim Aarestrup uddyber:
”Til forvaltningen bruger man matematiske modeller, som jo har nogle usikkerheder. En af de ting, vi viser med vores 2017-data, er, at nogle af tunene fra Middelhavsbestanden ikke går ind i Middelhavet og gyder, men holder sig i Østatlanten. Derved risikerer man at få forkerte tal at putte i modellerne, som så kan give et forkert indtryk af bestandens størrelse – og dermed også et forkert forvaltningsgrundlag. Hvilket er en af grundene til, at vi skal have længere tidsserier for at få mere korrekte data.”
Årets tunmærkning – hvad kom der ud af det?
Efter den tre uger lange mærkningssæson 2022 sluttede i begyndelsen af oktober, kunne Kim Aarestrup og hans kolleger se tilbage på at have mærket 222 tun, hvor den største var 284 cm og den mindste 209 cm, eller ”normal stuehøjde” som Kim Aarestrup grinende formulerer det.
Et resultat Kim Aarestrup er meget tilfreds med. Han siger:
”Det at kunne stampe over 1.500 frivillige op til at hjælpe med fange og mærke så mange fisk er en succes i sig selv. Samtidig får vi i løbet af de kommende år en masse gode data fra de mærkede fisk. De elektroniske mærker giver nemlig ikke resultater med det samme, de er lavet til at give viden om tunene i flere år.”
”Men vi kan allerede nu se, at de fisk, der kommer, alle er meget store fisk, og at rigtig mange af dem kommer tilbage året efter.”
"”Vi kan allerede nu se, at de fisk, der kommer, alle er meget store fisk, og at rigtig mange af dem kommer tilbage året efter.”"
Kim Aarestrup, professor, DTU Aqua
210+ kg på krogen: Om tunen
Om tunen fortæller Kim Aarestrup:
”Den er bygget til fart i de frie vandmasser, og dens acceleration er uovertruffen… den slår uden problemer serieproducerede racerbiler. En af tilpasningerne er, at brystfinnerne og den store rygfinne kan klappes sammen og passer perfekt ind til kroppen af fisken. Når den fx ligger på dækket, kan man ikke se rygfinnen. Tunen har form som et projektil og er bygget nærmest som en kampvogn.”
”Jeg har indtryk af, at de ind imellem går i stimer, men jeg har også indtryk af, at de er løst organiseret. Spørgsmålet er, om de ender med at være en stime, fordi der er masser af fødefisk i et område – eller om de kommer som en stime og samler fødefiskene selv. Lidt som hønen og ægget. Jeg tror på det første heroppe, fordi 90% af observationerne kun viser 1-3 fisk. De bevæger sig så hurtigt, at de måske ikke har behov for at være en stime. De spiser en bunke hornfisk, som typisk heller ikke går i tætte stimer på dette tidspunkt, men i løse strukturer.”
Blå bioøkonomi
Hvad får Kim Aarestrup, hans forskerkolleger og hundredevis af frivillige til sæson efter sæson at sejle ud på et farvand, der til tider kan være ret bulet. Biologen siger:
”For det første er tunen jo en af de mest ikoniske fisk overhovedet og desuden videnskabelig meget interessant. Det betyder også noget, at det er en naturressource, vi har haft og derpå mistet. Men som så er kommet tilbage. Hvis vi har en ambition om, at det her skal blive et tilbagevendende fænomen, så kræver det en indsats.”
Og så er det også et spørgsmål om, at der måske kunne være økonomi i det – blå bioøkonomi. Kim Aarestrup forklarer:
”DTU Aqua publicerede for nylig en artikel, hvor vi undersøgte pengeforbruget blandt lystfiskerne i vores projekt. En død tun er 12.000 kr værd per kilo – der er ikke mange fisk, som giver den samme kilopris, så der er penge i det, mange endda. Får vi fx en kvote på 100 tons, så sidder der sikkert en del professionelle lystfiskere, der kan bruge to-tre måneder om året med professionelt fiskeri her i Danmark, ligesom der er mange private, der vil prøve lykken. Gennemsnitstørrelsen er enorm og findes vel kun lignende i Canada.
"Skulle der dukke en amerikansk lystfisker op på en af de dyre lystyachter eller de mange krydstogtskibe, kan han ti minutter senere sidde oppe ved Hven og fange kæmpetun. Sådanne folk bruger jo rask væk mange tusinde kroner om dagen, og her kan de lægge til foran Amalienborg… det er svært at konkurrere med!”