Ammassatter blander sig ikke

Hvert forår bliver der skovlet fisk i Vestgrønland. Det er den lille stålgrå ammassat (lodde), der i millionvis trækker ind på så lavt vand for at gyde, at den kan skovles direkte op i kasser og kurve i strandkanten. I Østgrønland ved man, at der er gigantiske mængder af lodder. Tidligere hed byen Tasiilaq Angmagssalik, opkaldt efter lodden der gyder nær bygden. Men de findes i endnu større mængder udenskærs. Det er lodder, der vandrer til islandsk farvand for at gyde. Fiskeribiologerne ved ikke meget om den vestgrønlandske ammassat, så foranlediget af fiskeindustrien og Selvstyret satte Pinngortitaleriffik (Grønlands Naturinstitut) sig for at undersøge forekomsten af ammassatter i Vestgrønland – for bl.a. at finde ud af, om der findes én eller flere bestande. Vigtige spørgsmål at få besvaret, før lodderne eventuelt skal fiskes i større skala, så man undgår et overfiskeri.

Vil undgå et økosystemkollaps

I Vestgrønland er der gydende lodder fra Qaqortoq i syd til Upernavik i nord. Med klimaforandringerne støder fiskerne nu oftere på pelagiske arter som makrel og sild, hvorfor de også har tilpasset deres grej til disse arter. Derfor er fiskeindustrien og fiskeriforvalterne i Departementet for Fiskeri og Fangst interesseret i at vide mere om ammassatter i Vestgrønland. Teunis Jansen er seniorforsker på Grønlands Naturinstitut og DTU Aqua, og han forklarer:

”Et af mine forskningsområder er at undersøge og kortlægge lodden i Vestgrønland, inden fiskeriet kommer i gang for alvor. Med bedre viden og flere data vil vi kunne levere en mere præcis rådgivning, og det er vigtigt, fordi lodden er en essentiel nøgleart i økosystemet. Den er af stor betydning som føde for en række arter af hvaler, sæler, havfugle og rovfisk. Hvis man kommer til at overfiske lodden, har det store konsekvenser i resten af økosystemet.”

”Der er jo rimelige mængder af ammassatter i fx Disko Bugt-området, så hvis der bliver sat en kvote for hele Vestkysten på et eller andet antal tusinde tons, ville fiskerne nok tænke ’ok, der hvor lodderne er størst, fedest og lettest at fange, der vil vi fange dem’. Ellers er man jo en dårlig fisker! Hvis så alle suser til Disko Bugt-området og fisker hele kvoten der, risikerer man at nedfiske området. Er det en lokal bestand, der ikke spreder sig langs kysten, har man problemet. Ingen lodder til at reproducere sig, og det kan måske tage 25-50 år, før bestanden rejser sig igen. Resultatet er et lokalt økosystemkollaps. Og måske nedfisker fiskerne så bare et andet sted næste år.”

At et ammassat-fiskeri kan kollapse, erfarede canadierne i provinserne New Foundland og Labrador i 1990-1991 – et kollaps, der havde konsekvenser for både natur og mennesker, og et fiskeri der selv i dag er langt fra at være  kommet sig. Bestanden i Barentshavet kollapsede ligeledes hele tre gange i perioden 1985-2006.

”Det var derfor, vi satte Peter Fink-Jensen i gang med hans ph.d.-projekt for at finde ud af, om ammassatterne blander sig med hinanden og svømmer langs kysten, eller om de holder til i de samme fjorde.”

Øresten som miljøarkiv

Peter Fink-Jensens forskningsprojekt gik derfor ud på at fastslå, hvordan bestandsstrukturen er for den indenskærs lodde i Vestgrønland. Han siger:

”Indtil nu har vi ikke vidst ret meget om loddens fordeling. Vi ved kun med sikkerhed, hvor ammasatten er, når den gyder i fjordene sidst på foråret og i starten af sommeren. Men ikke hvor den befinder sig resten af året. Min forskning tyder på, at den ikke bevæger sig langt væk fra sit gydeområde. Det har betydning for fiskeriet med hensyn til fastsættelse af kvoter for, hvor og hvor meget man må fiske, før bestandene mister evnen til at opretholde sig selv. Risikoen er, at hvis man overfisker i en fjord, så vil det sænke bestanden så betydeligt, at der ikke kommer tilstrækkeligt med ny yngel.”

Peter Fink-Jensen er geokemiker, hvilket givetvis er en fordel, når man skal kigge på en helt bestemt del af loddens anatomi – nemlig øresten – i fiskens balanceorgan. Peter Fink-Jensen uddyber:

”Min vinkel var at undersøge ørestenenes kemi, fordi den afspejler det miljø, ammassatterne har opholdt sig i. Der er grundstoffer, der bliver aflejret i ørestenene afhængig af deres koncentrationer i miljøet. Det har vi brugt til at spore, hvor de opholdt sig.”

”Øresten vokser lidt ligesom træers årringe. De vokser gennem hele fiskens liv fra centrum og udad i en ringform. Stenene er altså et kronologisk arkiv. Vi kan gå ind med fintopløselige lasere fra midten af ørestenen og bevæge os meget langsomt udad og på den måde undersøge hele fiskens liv. Jeg fokuserede mest på de grundstoffer, der fortæller om, hvilken kemi der har været i vandet omkring fisken.”

”Fjordene har ikke nødvendigvis samme vandkemi. Nogle steder er der kemiske markører fra mineindustri som f.eks. bly. Andre steder er der markører fra f.eks. geologien eller gletsjere, som kan spores i ørestenene. Det kan bruges til at spore, hvor fiskene har været. Hvis vi har en fjord med en markør, og genfinder vi markøren i fiskenes øresten, så tyder det på, at fiskene har været inde i denne fjord.”

”Vi fangede gydende lodder på 21 lokaliteter spredt langs Grønland kyst. Ved at sammenligne kemien i deres øresten kunne vi se, at kemien hos ammasatter fra forskellige fangstlokaliteter for det meste var forskellig hele livet igennem. Det indikerer, at de har opholdt sig i forskellige miljøer. Vi kan derfor sige, at ammasatter fanget forskellige steder formentlig har været adskilt gennem hele deres liv. Dermed også sagt, at ammassatter, som lever henholdsvis inde og uden for fjordene, nok heller ikke har blandet sig.”

En udfordring for forvaltningen

”Vi fandt ud af, at selv inden for samme havbugt (Uummannaq-området) ser der ud til at være ammassatter, der lever adskilt hele livet. Det tyder på, at der kan være forskellige bestande indenfor hver havbugt, og at lodderne derfor er langt mere stationære end mange andre loddebestande i Nordatlanten. I og med at lodden er en meget central del af økosystemet, har det stor betydning, at man fisker den korrekt.”

Og netop det gør, at der her ligger en udfordring for fiskeriforvaltere såvel som for industrien, hvis lodderne skal udnyttes kommercielt på et tidspunkt.

Teunis Jansen mener, at Peter Fink-Jensens resultater er vigtige set i et forvaltningsperspektiv. Han forklarer:

”For at kunne forvalte bestandene ordentligt, skal vi derfor, inden der fiskes i et område – fx Disko Bugt og Uummannaq – måle lodderne op for at se, hvor store mængder der er. Ud fra det resultat kan der så anbefales en kvote til fangst – præcis som vi gør i Østgrønland/Island. Men her skal det altså gøres separat for hvert område. Derefter kan industrien så beslutte, om det kan betale sig.”

Ocean Decade Outcome 2: Et sundt og modstandsdygtigt hav, hvor marine økosystemer forstås, beskyttes og styres

Ocean Decade Outcome 3: Et produktivt hav, der understøtter bæredygtig fødevareforsyning og en bæredygtig havøkonomi