Bemærk: Rettelser i forhold til en tidligere version af artiklen her på hjemmesiden:
- Der stod, at trawlere ifølge grønlandsk fiskerilov skal lande 25% af deres fangst lokalt. Dette er ikke korrekt. Det er landsstyret, der årligt beslutter, om der skal være landingspligt, og hvor mange procent den i givet fald skal være på
- Arctic Prime Fisheries blev nævnt som en islandsk virksomhed – virksomheden er grønlandsk.
Redaktionen beklager.
Der ligger en gordisk knude i den sydgrønlandske by Nanortalik. Når de store havgående trawlere skal af med deres fangst af torsk og hellefisk, har de en lokal landingspligt for en del af fangsten for at sikre beskæftigelse på landanlæg i Sydgrønland. Resten kan landes i udenlandske havne som fx i Island. Landingspligten bestemmes årligt, og kan ligge fra få til 100%, og er vigtig for Nanortalik både som indtægt og som arbejdsplads for nogle af byens ca. 1.200 indbyggere. Så det er en balancegang, fordi det kan være mere profitabelt at forarbejde fisken ombord og lande fangsten i udlandet – både for trawlerne og for den sags skyld også for Grønland som helhed. Uden landingspligten skal der andre erhvervsaktiviteter til, hvis lokalsamfundene i Sydgrønland skal overleve på sigt. For flytninger fra yderområder som Nanortalik og Narsaq til Qaqortoq og Nuuk er en realitet – det er svært at fastholde den unge generation, hvis ikke der er arbejde til den.
Udfordringer for de små kystsamfund
De to situationer med på den ene side lokal forarbejdning af fangsten og på den anden side forarbejdning af hele fangsten på trawleren eller i udlandet er led i to typer af værdikæder, og koblingen mellem værdikæder og kystsamfund er netop det overordnede fokus for projektet Sustainable Value Chains in Nordic Coastal Communities. Det er et projekt finansieret af Nordisk Ministerråd og Grønlands Selvstyre om værdikæder og befolkninger i nordiske kystsamfund, med deltagelse af bl.a. professor Jørgen Ole Bærenholdt fra RUC og professor Gestur Hovgaard fra Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet). Jørgen Ole Bærenholdt fortæller om projektet:
Fiskefabrikken i Nanortalik (nedre venstre hjørne) (foto: Gestur Hovgaard). |
”Menneskers levevilkår udvikler sig ofte problematisk i de mere perifere lokalsamfund. Det er en problemstilling, der skriver sig ind i en større og også global problemstilling om marginalisering af yderområder, og hvordan man håndterer det. Erfaringen er, at det ikke bliver håndteret ens alle steder. De tal, vi har, viser nogle klare tendenser, som er ret voldsomme med stor affolkning af fx Narsaq og Nanortalik gennem de seneste 20 år. Men nogle lokalsamfund klarer sig bedre end andre, og hvordan det bliver håndteret lokalt med forskellige strategier kan få store konsekvenser for, hvordan det går lokalsamfundet på sigt. En af de indgangsvinkler, vi har, er at kigge på, hvordan befolkningen har udviklet sig de seneste 20 år. Vi kan se, at der er foregået nogle ting, og vi skal så forsøge at finde ud af, hvad der ligger bag ved de ting.”
”Vi kan generelt konstatere i udkanterne af det nordatlantiske område, at der har været en befolkningsnedgang. Der er enkelte solstrålehistorier, som er bundet til nogle erhvervsaktiviteter. Frem til 1970’erne så vi generelt, at der var en konsolidering af bosætningsmønstret, og i 70’erne var udkantsområderne på toppen. Men fra 1980’erne har vi set en affolkning – dog med lidt variation. I vores undersøgelse viser vi, at de færøske lokalsamfund ikke er gået så meget tilbage de sidste 20 år. Men det hænger måske sammen med, at de fik et ordentlig nøk i 90’erne, hvor der var stor krise på Færøerne, og hvor der så at sige blev renset lidt ud.”
"Fiskeriet er et godt eksempel på, at selv små lokalsamfund har været involveret i globale værdikæder, fordi fisk fanget i små lokale grønlandske samfund i en eller anden lang proces er landet på et marked et helt andet sted. "
Jørgen Ole Bærenholdt, professor, RUC
Hvem "scorer kassen" fra jord til bord
Projektet handler om befolkninger og værdikæder, og om sidstnævnte forklarer Jørgen Ole Bærenholdt:
”Værdikæder er et grundlæggende økonomisk og geografisk begreb i udviklingsforskningen, der går igen fra det globale syd – velegnet til at studere fx fiskeopdræt af pangasius i Vietnam, en fisk som bliver dyrket i det, der før var rismarker. Det er hele kæden fra jord til bord – hvilke faktorer er det, der indgår i at få pangasius til markedet, hvem er det, der handler og tjener penge i alle kædens led, og hvor er det, at værdien aflejres, frem til fisken ligger på bordet. Et komplekst mønster i den globale kontekst. Et eksempel er omkring den norske opdrættede laks, som vi spiser i Danmark. Den bliver skåret i skiver i Kina, fordi det er billigere. Det viser, at transport er blevet en billig faktor på mange områder, og at lønomkostninger er en vigtig faktor, og at tingene kan gøres billigere. Så værdikæden er alle de organisationer og interesser, der er inde over, og hvem der ”scorer kassen” i de forskellige trin i kæden, der går fra den originale produktion til forbruget. Og hvem der vinder på det.”
Penge eller arbejdspladser
Spørgsmålet er så, hvordan værdikæder kobler op til et projekt om affolkning og yderområder i to byer i Sydgrønland? Jørgen Ole Bærenholdt uddyber:
”I hele den historiske udvikling i det arktiske og nordatlantiske område i 17-1800-tallet har det grønlandske samfund været på det globale marked – det har ikke været et isoleret samfund. Der har været kogt tran til olie til belysning i europæiske hovedstæder og solgt alle mulige produkter. Den vigtigste værdikæde, der eksisterer nu, er fisk. I nogle nordatlantiske samfund er det fisk, men fisk fra akvakultur. På Færøerne er økonomien i akvakulturfisk større end i fiskeriet, og i Nordnorge går det den samme vej. Island er undtagelsen – her er turismen større end fiskeriet. Fiskeriet er et godt eksempel på, at selv små lokalsamfund har været involveret i globale værdikæder, fordi fisk fanget i små lokale grønlandske samfund i en eller anden lang proces er landet på et marked et helt andet sted. I små grønlandske byer med ca. 1-2.000 indbyggere har der traditionelt ligget en fiskefabrik som en hjørnestensvirksomhed. Her blev en del af fiskene landet af lokale fiskere. De værdikæder, der har været omkring det system, bliver udfordret i og med, at en del af de fisk ikke landes her, men sejles til andre havne, så fiskefabrikker har måtte lukke.”
Fiskefabrikken i Nanortalik er et godt eksempel. Jørgen Bærenholdt siger:
”Grønland lavede en aftale med EU om, at EU kunne fiske en bestemt kvote. Til gengæld fik selvstyret en sum penge. Noget af det fiskeri gik så ud over fiskeriet i Sydgrønland – noget de brokker sig over i det område. I Nanortalik var det i mange år Royal Greenland, der drev fiskefabrikken. Den blev lukket på et tidspunkt. Nu ligger der en grønlandsk virksomhed, Arctic Prime Fisheries, som også ejer trawleren Ilivileq, der lander en del af sin fangst i fabrikken.
Resten forarbejdes enten på trawleren eller uden for Grønland.”
"Det giver nogle problemstillinger, fordi en masse forarbejdning ikke nødvendigvis giver mere værdi – men det kan være, at det giver arbejdspladser. Det bliver et paradoks, en gordisk knude, som man må forholde sig til politisk.”
Grønlands livsvigtige transport her i form af Royal Arctic Line (foto: Gestur Hovgaard). |
Kan jollefiskeriet få en større rolle?
Gestur Hovgaard har sammen med andre, så sent som i foråret 2022, være på feltarbejde i både Narsaq og Nanortalik, hvor han har diskuteret fiskeri og fremtid med en række aktører, bl.a. fiskefabrikkens ledelse, forvaltningen og jollefiskerne. Om situationen i Nanortalik siger han:
”Folk har oplevet en periode med meget tilbagegang. Der er sket en del i kølvandet på den ny kommunesammenlægning i 2009, hvor rådhuset flyttede til Qaqortoq. Ikke nødvendigvis at det kun er kommunestrukturen, der spiller ind i nedgangen, men det ligger i folks bevidsthed, at Nanortalik har tabt noget. Samtidig er man meget bevidst om, at man har sin fiskefabrik, som nu har kørt stabilt i nogle år. Der har været øget tilgang af fisk, og det er noget folk går meget op i. Men fabrikken har svært ved at køre rundt økonomisk – det er en rimelig dyr forretning at drive sådan en fiskefabrik. Folk er meget bekymrede, for hvis nu fiskefabrikken lukker, så går det galt igen – så er det nærmest lukketid.”
”Tænker man lidt videre, er spørgsmålet, om man ikke fremadrettet bl.a. kan udvikle lidt mere på det kystnære fiskeri i Sydgrønland. Man fisker meget kystnært med joller og på det åbne vand. Imellem det åbne vand og kysten er der jo også et område, som man ikke kender så meget til. Vurderingen, vi hører om, er, at der er en del fisk at hente her. Måske kunne man bruge lidt større både og linefiskeri – som man typisk gør i Island og på Færøerne. Her kunne der være nogle muligheder at udvikle på fiskerisiden.”
”Der er godt og vel 20 jollefiskere i Nanortalik, som fisker på hval, sæl og fisk, der bliver solgt lokalt både på Brædtet og til fiskefabrikken. Jollefiskeriet spiller en rolle som en kort værdikæde med en stor rolle i den lokale økonomi. Det er med til at give fødevarer til de lokale og er en indtægt til fiskerne. Det er ikke verdens største indtægt at være jollefisker, men så længe der ikke er andre alternativer, har det en væsentlig betydning lokalt.”
Er der andre former for indtægter, man kigger på i Nanortalik, Narsaq og i Sydgrønland? Der er en del krydstogtskibe, og Gestur Hovgaard svarer:
”Ingen tvivl om at krydstogtskibene spytter en del i lokalkassen, men generelt siger man, at krydstogtturister ikke lægger så meget i kassen i forhold til fx dem, der kommer for naturoplevelser. Men det er trods alt med til at aktivere en del af samfundet – man kan komme til kaffemik i de små hjem, få solgt noget af sit hjemmearbejde, der er folkedans, og Nanortalik har et fantastisk museum, så turisterne får en oplevelse af at gå rundt i byen.”
”Der er mange muligheder i Sydgrønland indenfor fødevarer, opdræt, turisme, m.v. Her er dannelsen af udviklingsselskabet Innovation South Greenland for få år siden en vigtig brik. Samtidig skal der mere målrettet planlægning til, herunder omkring infrastruktur og uddannelse.”
Gestur Hovgaard slutter af:
”I vores forskning forsøger vi at vise, at små samfund kan være skrøbelige, men også hvordan de samfund, der forstår at diversificere og være fleksible, bliver mere robuste og modstandsdygtige overfor forandringer. Ved at sammenligne forskellige kystsamfund kan man se, hvad der virker og ikke virker. Derfor er det vigtigt at sammenligne kystsamfund på tværs af regionale og nationale grænser. Flere indtægtskilder gør dem mere modstandsdygtige. Man skal ikke have alle æg i samme kurv.”
Ocean Decade Mål 3: Et produktivt hav, der understøtter bæredygtig fødevareforsyning og en bæredygtig havøkonomi