Kan klimaforandringerne gøre det Arktiske Ocean til en oase med et hav, der vrimler af liv? Det er en mulighed, efterhånden som det mindre isdække åbner op for, at mere sollys kan nå længere ned i havet til gavn for planktonalgerne, som er første led i fødekæden.
Et kig på et havbundskort over de arktiske have og især Det Arktiske Ocean viser, at ca. 50% af arealet er lavvandet med dybder under et par hundrede meter. Forsvinder havisen fra disse områder, åbner det op for, at sollyset kan udnyttes af alger i en større del af vandsøjlen og måske endda også på havbunden. En effekt der kan forplante sig hele vejen gennem fødekæderne fra fx copepoder, der æder planktonalgerne, til havpattedyr og fisk – og skabe nye muligheder for fiskeriet.
Betydningen af et mindre havisdække for livet på bunden af de lavvandede områder i Arktis er kun sparsomt undersøgt, men det er noget biologen Karl Attard fra Syddansk Universitet har sat sig for at ændre på. Han siger:
”Overordnet set forsøger jeg at forstå, om Det Arktiske Ocean kan blive en oase for livet i havet på grund af klimaforandringerne. Mindre havis betyder mere sollys ned i havet, som potentielt kan stimulere primærproducenterne, dvs. algerne, nederst i fødekæderne. Men der er store huller i vores viden. Det forhindrer os i at skabe bedre modeller og dermed kunne drage troværdige konklusioner på, om primærproduktionen vil fortsætte med at stige i Arktis, når der bliver mindre isdække. Det er derfor, jeg tager til Nordøstgrønland i sensommeren med noget ny teknologi for at kunne forstå samspillet mellem is, sollys og den biologiske produktivitet.”
Den geografiske Nordpol set fra helikopter sommeren 2012 (foto: Karl Attard). |
”Servietskriblerier” skal udvides
Overordnet set har Arktis tabt ca. 12% sommerhavis de seneste tre 10-årsperioder, svarende til 70.000 km2. Også vinterhavisen er på retur med et tab på 3% pr. 10-årsperiode, svarende til små 40.000 km2. Men det er forskelligt, hvor meget de arktiske områder har tabt havis. Et område, der har oplevet et stort fald, er Sibirien, der gennem de seneste ca. 10 år har mistet 40.000 km2 havis – et areal, der svarer til Danmarks størrelse. Fremskrivninger viser, at lavvandede steder som Kara og Laptev havene nord for Sibirien og Barentshavet nord for Norge vil være isfri om sommeren inden for det næste årti, men hvor det for det nordlige Grønland vil tage noget længere tid.
"Overordnet set forsøger jeg at forstå, om Det Arktiske Ocean kan blive en oase for livet i havet på grund af klimaforandringerne. Mindre havis betyder mere sollys ned i havet, som potentielt kan stimulere primærproducenterne."
Karl Attard, adjunkt, SDU
De områder i Sibirien, der har tabt havis, er også områder med lav vanddybde på under 200 meter – de såkaldte shelfområder. Og det er netop det store areal med lave vanddybder, der gør Arktis til et unikt system.
Karl Attard har tidligere i mere overordnede beregninger fra Nordøstgrønland, det han kalder ”servietskriblerier”, estimeret, hvor meget lys, der rammer havbunden på de forskellige dybder i enkelte dele af det lavvandede Arktis. Han har også beregnet, hvor meget der produceres af alger på havbunden. Karl Attard forklarer:
”For nogle år siden opskalerede jeg mine mere overordnede beregninger til at dække hele Arktis, og det viste sig, at hvis man tager hele den nuværende primærproduktion af mikroalger og tang i havet i de lavvandede områder, så vil op mod en fjerdedel af produktionen komme fra alger nede på havbunden. Det er ikke noget, der er taget højde for i de økologiske modeller for primærproduktion. Vi formoder, at den fjerdedel er en vigtig pointe – men vi ved ikke, hvor vigtig den er, eller om det ændrer sig i takt med, at Arktis også ændrer sig. Derfor vil jeg og mine canadiske og danske kolleger nu forsøge at bruge optegnelser over det arktiske isdække gennem de seneste 30 år til at komme op med en model, der dækker hele det Arktiske Oceans 14 mio. km2 – en model der omfatter de enkelte komponenter i primærproduktionen som planteplankton, isalger og alger på havbunden. På denne måde kan vi udforske, hvordan klimaforandringer har ændret på komponenterne, og hvordan forskellige områder har udviklet sig og vil udvikle sig som reaktion på klimaforandringerne.”
”Vi vil også kigge tilbage på, hvordan faldet i havis har ændret på tilgængeligeheden af lys i kystvandet og på havbunden, og hvad det kan betyde for ændringer i primærproduktionen. Hvis fx der er mindre havis, vil der blive færre isalger, hvilket vil påvirke den fødekæde, som de er grundstenen i. Til gengæld vil der komme mere lys til vandsøjlen, som kan øge planktonalgernes og de bundlevende algers fødekæder. Så mindre havis kan betyde ændringer i de enkelte fødekæders betydning.”
På dybere vand
De undersøgelser, der indtil nu har været foretaget, har fokuseret på de meget lavvandende områder med havdybder ned til omkring 30 meter. Selvom lysintensiteten aftager meget ned gennem vandsøjlen, så slipper der stadigvæk lidt lys ned på de lidt større dybder som 30-60 meter. Karl Attard mener ikke, at man kan sammenligne de lavvandede algers fotosyntese med dem, der lever på lidt dybere vand. Han siger:
”De organismer, der lever af fotosyntese, justerer deres aktivitet efter, hvor meget lys der er til stede. Så de alger, der lever på dybere vand, har tilpasset sig forhold med sparsomt lys og er blevet effektive til at udnytte det. Derfor er vi også nødt til at arbejde videre med vores forskning i områder, hvor der er meget lidt lys – fx i Young Sund i Nordøstgrønland. Så sommerens feltarbejde kommer til at foregå her og på dybder fra 30 til 60 meter.”
Det er her, den ny teknologi kommer ind – et såkaldt Aquatic Eddy Covariance (AEC) instrument. Karl Attard forklarer om instrumentet:
”AEC er et trebenet instrument, vi sætter ned på havbunden i nogle dage. Det har sensorer, der måler primærproduktionen på havbunden ved at måle, hvor meget ilt, der produceres som biprodukt af fotosyntesen af de organismer, der lever på bunden – det kan være mikroalger eller tang. Den fine ting ved dette instrument er, at det kan dække op til 100 m2 af havbunden, hvilket er et ret stort areal i denne sammenhæng. Sensorerne sidder 30 cm over bunden, og kommer ikke i berøring med selve bunden, så det er iltindholdet og turbulensen i vandsøjlen, der måles.”
AEC-instrumentet klar til at blive sat ud. Billedet til venstre er fra værkstedet. Billedet til højre er taget i Young Sund, Nordøstgrønland (foto: Karl Attard). |
Et mere lavpraktisk spørgsmål er, hvordan AEC’en anbringes på bunden. Karl Attard siger:
”Andre steder bruger vi dykkere. Men da der ikke er et dekompressionskammer i tilfælde af dykkerulykker i Grønland, og instrumentet skal ned på større dybder, så sænker vi det og et par andre AEC’er ned fra en stor gummibåd.”
Et mudret billede
Med et mere isfrit Arktisk Hav kan man altså forestille sig et mere biologisk produktivt økosystem – en form for kaskadeeffekt op gennem fødekæden, der slutter med flere fisk. Men Karl Attard maner afslutningsvis til en smule besindighed. Han siger:
”Et mere produktivt økosystem er én mulighed. Men der kan også ske andre ting. Hvis der er mindre havis og flere storme, så vil kysterne blive eroderet af de kraftigere bølger, og vandet blive mere grumset – og dermed blokere for, at sollyset kan trænge ned gennem vandsøjlen. Så der er en del både positive og negative ting, vi ikke ved ret meget om på nuværende tidspunkt."
Ocean Decade Mål 2: Et sundt og modstandsdygtigt hav, hvor marine økosystemer forstås, beskyttes og styres.