Nye metoder til identifikation af hvaler og andre havdyr testet i Nordatlanten

Af Christian Riisager-Simonsen

Blandt verdens store dyr indtager hvalerne en særlig ikonisk rolle. Både på grund af deres imponerende størrelse, men måske særligt fordi store dele af deres liv i dybderne stadig rummer flere spørgsmål end svar. Skønt dette måske nok kan pirre nysgerrigheden hos forskere såvel som den brede befolkning, kommer denne ”mangel på viden” også med en række praktiske udfordringer.
Eksempelvis er det usædvanligt svært at lave succesfulde forvaltningsstrategier for grupper af dyr, hvor man ikke kan sige noget præcist om, hvor mange dyr der er, hvor de befinder sig hvornår og hvorfor. For hvaler såvel som mange andre dyr i havet er der således et stort behov for at udvikle nye metoder, der nemt og billigt kan levere den nødvendige information.

I den nyligt fremlagte ’Ocean Decade – Arctic Action Plan’, som netop har sat retningen for forskning af bæredygtig udvikling i de arktiske regioner de næste 10 år, figurerer behovet for nye og bedre metoder til overvågning af biodiversiteten til havs derfor også højt på prioriteringslisten.

Test af nye og kendte metoder skal vise vejen for nye typer overvågning af bl.a. hvaler

For at teste en ny generation af teknikker til overvågning af Nordatlantens største dyr, stævnede DTU Aquas havforskningsskib Dana den 12. august ud fra Reykjavik med forskere ombord fra både Københavns og Aarhus Universitet. Togtet gik via Færøerne tilbage til Danmark, gennem områder som er kendt for at have en stor diversitet af hvalarter, hvilket er ideelt til at teste de forskellige metoders styrker og svagheder.

På togtet skulle tre teknikker testes og sammenlignes. To kendte og en ny.

1. Visuel identifikation af arter, opnået gennem brug af observatører i dagens lyse timer, med korrektion for sigtbarhed herunder vejrforhold. Metoden er kendt og bruges overalt i verden, da det kan gennemføres af alle trænede observatører fra både land, skib og fly.
2. Akustisk identifikation af arter, hvor lyd optages via et langt kabel med tre undervandmikrofoner, der slæbes efter skibet. Metoden er hovedsageligt benyttet til tandhvaler, og bruges bl.a. i Danmark, da undervandsmikrofoner og medfølgende optagere også kan sættes på stationære bøjer, der optager automatisk, uden behov for daglig servicering af mennesker.
3. DNA-baseret artsidentifikation fra vandprøver der indsamles med korte mellemrum, mens skibet sejler. Denne såkaldte ”miljø-DNA” teknik er stadig ny, men er for alvor blevet gennemprøvet og gradvist implementeret de sidste par år, og kan nu også udvides med analyser af alle dyr, bakterier, vira mm. der efterlader DNA-spor i vandet. Det gør det muligt at forstå også de større sammenhænge i økosystemerne, fx hvornår hvaler og deres byttedyr optræder de samme steder.

Forskerne

På togtet stod forskerne Line Kyhn og Signe Sveegaard fra Aarhus Universitets Institut for Ecoscience for koordineringen og brugen af akustisk og visuel artsidentifikation. De fortæller om metoderne:

”Visuelle observationer, fra båd eller anden platform, er den mest benyttede metode og kan give informationer om både antal og forekomst af arter i et område. Men den har en meget begrænset tidsmæssig opløsning, da vi kun kan sige noget om præcis det tidspunkt, hvor der observeres, og metoden kan kun bruges i godt observationsvejr og i dagslys. Der er de akustiske metoder mere stabile, da de kan bruges døgnet rundt og i kraftigere vind. Det kan dog være sværere at sige noget om det absolutte antal dyr baseret på denne metode, da den forudsætter, at hvalerne udsender lyd konstant, hvilket er usandsynligt. Hvis de tier, fanger hydrofonen dem ikke”.

”Vi har det sidste år haft fire akustiske lyttestationer udlagt i Skagerrak, hvilket er et område, hvor vi ved meget lidt om forekomst af forskellige hvalarter gennem året. Vi har på togtet fået indsamlet de sidste data, så det bliver rigtigt spændende at se nærmere på de data.”

”Vi arbejder med overvågning af havpattedyr bl.a. under den nationale overvågning af hvaler og sæler i Danmark, så det er super interessant at se, hvordan de nye genetiske metoder på sigt måske kan supplere nogle af de kendte metoder”. 

Der noteres dato og klokkeslæt, for at holde styr på de mange prøver, der samles i løbet af dagen. Prøverne fylder hurtigt skibets laboratoriefrysere op. Christian Riisager-Simonsen (foto: Natasja Corfixen).

På togtet stod lektor Morten Tange Olsen fra Københavns Universitets GLOBE Institut for planlægningen og gennemførelsen af de genetiske undersøgelser i samarbejde med både speciale- og ph.d. -studerende. Morten Tange Olsen forklarer:

”Forskningen inden for brug af DNA fra miljøet til artsgenkendelse er pioneret af danske forskere. Metoden har globalt virkelig taget fart de seneste år med en bred vifte af anvendelser indenfor overvågningen af biodiversiteten, som man ikke havde turde håbe på for bare få år siden.”

”Det er derfor super interessant, at vi nu kan få mulighed for at teste disse miljø-DNA metoder over et stort geografisk område. Vi har muligheden for at sammenligne med de mere velkendte metoder, så vi kan få en forståelse af, hvordan metoderne kan supplere hinanden.”

Resultaterne må vente lidt endnu

Morten Tange Olsen fortsætter:

”De ting, vi har testet på det her togt, er aldrig prøvet før, så vi er super spændte på at se resultaterne. Perspektiverne i det her er jo kæmpe store. Alle havforskere kæmper med at finde teknikker, der nemmere og billigere kan gøre os klogere på, hvordan det går med biodiversiteten til havs, og hvordan det relaterer sig til oceanernes generelle produktivitet. Men for nu er der vist ikke andet at gøre, end at vente i spænding på, at alle de indsamlede data er blevet ordentligt analyseret, så vi kan se, hvad teknikkerne har fanget i forhold til de dyr, vi ved, at vi observerede fra skibet.”

Perspektiverne i lyset af FN’s Ocean Decade

Som en del af togtet deltog også forskningskoordinator Christian Riisager-Simonsen fra DTU Aqua og Dansk Center for Havforskning. Om de større perspektiver siger han:

”Hele denne sommer har forskere fra alle Rigsfælleskabets havforskningsinstitutioner været i felten i de arktiske områder i jagten på at opnå ny viden om udviklingen inden for klima, biodiversitet og havenes tilstand i bredere forstand. Men det er også nødvendigt, for uret tikker og forandringerne i de arktiske økosystemer går rigtig hurtigt i disse år.”

Og Christian Riisager-Simonsen afslutter:

”De nye teknikker, som vi har testet på dette togtben, er naturligvis super interessante i sig selv – men perspektiverne rækker længere. Eksempelvis skal vi nøje overveje, hvilke krav de nye DNA-baserede metoder stiller til laboratorier på fremtidens danske havforskningsskib (Dana V), som DTU pt er ved at forberede bygningen af. Særligt fordi en del af disse teknikker på sigt formentligt vil skulle kunne anvendes i mange forskellige miljøer, dybder, og indhentes både direkte og på sigt via automatiserede droner.

Ocean Decade Mål 2: Et sundt og modstandsdygtigt hav.